På opfordring fortsættes artikelserien med at finde personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet. Mange har indsendt forslag til personer, som undertegnede vil forsøge at finde med et interview for øje.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.
Vi skal denne gang møde 57-årige Lars Bo Kaspersen (født: 24. juni 1961).
Klub(ber): Asnæs BTK, Nykøbing Sjælland BTK og siden 1977-78 Vig Bordtennisklub i Odsherred.
Hvordan fik du interessen for bordtennis?
– Vi havde en stor kælder i huset på Stationsvej 24 i Fårevejle med to store borde begge med grønne spånplader. Min søster fik to pimple bats, tre bolde og et net, som jeg overtog. Efter at have dedikeret min tid til fodbold i mange år, var min skæbne, at jeg lynhurtigt blev grebet af den lille hvide bold.
Det var lidt sent. Jeg var ca. 13 år. Jeg var til gengæld fuld af energi og entusiasme. Jeg lavede tre bordtennisklubber, der alle holdt til i mine forældres kælder. Ca. 90 børn trænede regelmæssigt i kælderen på de to borde. I et tilstødende rum sad man og ventede og her fordrev man tiden med at læse tegneserier eller spille skak. De tre klubber fik vist navnene Fårevejle 74, Battet og BTK 74. Hver weekend arrangerede vi stævner. De tre klubber eksisterede ca. 2 år. For at komme videre måtte vi drage til Asnæs, hvor der eksisterede en ’rigtig’ klub under ledelse af den navnkundige Børge Mogensen, der i gennem en del år havde fungeret som leder for landsholdet.
Hvad var det, der fik dig til at blive bordtennisleder?
– Det var primært fordi jeg var utilfreds med de muligheder og betingelser, jeg selv havde haft, da jeg selv spillede. Jeg var fyldt med spillemæssige ambitioner i alderen 13-18, og jeg kunne nok være blevet noget bedre, hvis jeg havde haft bedre træningsbetingelser. Jeg er dog fuldt klar over, at selv de mest optimale betingelser næppe havde ført mig på top 50 i Danmark, men jeg klarede mig anstændigt i 3. division og kunne godt have skubbet mig lidt længere opad, hvis jeg havde været placeret i en bedre klub med bedre træningsmuligheder. Mit talent, en relativ begrænset teknik og ikke verdens hurtigste benarbejde stod i vejen for springet ind i eliten. Rimelig taktisk sans, anstændige server, stabil og stærk psyke og god fight var mine kvaliteter. Senere ændrede min motivation karakter. Jeg blev langt mere optaget at opdrage børn og unge og dermed hjælpe dem på vej i livet uanset hvilken vej, de mente, ville føre til lykken. Det blev vigtigt for mig at opleve, hvordan reel anerkendelse af børn og unge mennesker fik dem til at blomstre og deres selvværd blev styrket. Bordtennis blev i stigende grad et redskab og middel til at styrke identitetsudviklingen især hos børn og det krævede hårdt arbejde. Det skulle jo i høj grad ske ved at lære at mestre bat, bold, krop o.s.v.
Hvad var din bedste oplevelse med bordtennis?
– Der var ingen ’bedste’ oplevelse. Jeg havde et utal af gode, sjove, spændende oplevelser, som har beriget mit liv. Det absolut væsentligste var dog den læring, jeg gennemgik, de erfaringer jeg fik med mig og den personlighedsudvikling jeg gennemløb. Fremfor alt betød mine år i Vig BTK fra 1978 til ca. 1990 alt for mig. Opture, nedture, fællesskab, sammenhold, jernhård træning, strategi, målsætning, børn og unges udvikling, respekt, anerkendelse – særligt årene fra slutningen af 70’erne til midt 80’erne var et langt flow, og jeg lærte så meget; alt fra ungdomspsykologi til at kende DSB’s billetsystem i detaljer fik jeg med mig. Hvad jeg lærte som spiller, leder og træner, har været uvurderligt for min lederkarriere på danske universiteter!
Ligeledes var det en fornøjelse at deltage i ungdomsarbejdet i SBTU, hvor jeg var træner i en del år. Desuden var jeg formand for DBTU’s uddannelsesudvalg i en årrække, hvilket var interessant og lærerigt. Man lærte at forstå og begå sig i en politisk organisation. I to år var jeg ansat som konsulent på ¼ tid for DBTU og i 1987-88 på ½ tid. Jeg rejste Danmark rundt og besøgte foreninger, deltog i bestyrelsesmøder, arrangerede leder- og trænerkurser m.v. Det var atter en meget lærerig periode.
DBTU’s Landsinstruktørkursus (T3), som blev afholdt i Vig juli 1984. Lars Bo Kaspersen og Gert Jørgensen kørte kurserne i flere år.
Af andre gode oplevelser skal nævnes, at jeg tog initiativ til oprettelsen af Fårevejle Bordtennisklub, som stadig eksisterer. Ligeledes trænede jeg Tåstrups elitespillere i ca. tre år, hvilket var en udfordring. Det var heldigvis både sjovt og et hårdt arbejde, men det var en flok farverige og engagerede spillere herunder Henrik og Carsten Bo Pedersen, Thomas Olesen, Henrik Vendelbo, Isabel Laier, Mads Jensen, Allan Pedersen, Simon Hjort m.fl.
Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Det ved jeg ikke, og det afhænger nok af hvem man spørger. Jeg tror, at mange spillere, som jeg har trænet, betragter mig som en god træner med evne til at motivere til benhård træning. En del ledere har sikkert også været lidt træt af at høre mig fortælle om Vig BTK’s fortræffeligheder. Jeg håber, at jeg vil blive husket som én af mange ledere og trænere, der bidrog til at udvikle børn og unge til at blive voksne med værdier og en vilje til at flytte noget. Jeg håber også at man husker mig for, at vi aldrig giver op. Derfor var kroaten Dragutin Surbek min favoritspiller. Dertil håber jeg, at man husker, hvordan at jeg i samarbejde med de mange dygtige ledere i Vig BTK skabte en foregangsklub, som administrativt, økonomisk, socialt og sportslig fungerede på fornem vis i en lang årrække. De mere anonyme men ikke mindre vigtige ledere som Peter Hagelund, Mogens Bentsen og Anders Hagelund arbejdede i årevis i maskinrummet, og jeg skylder dem en stor tak for alt, hvad de lærte mig, når det gælder omhyggelighed, præcision, hårdt arbejde med turneringsopgaver, økonomi, stævner, sponsorarbejde, samarbejde med andre foreninger og mange andre ting. Desuden var det mit samvær med dem, der bidrog til at jeg blev voksen.
Fra Vig BTK’s sommertræningslejr i Thisted 1981. Fra venstre: Tim Larsen, Lars Bo Kaspersen, Søren Damgaard, Heidi Kjær, Lilian Berdazkievis, formand Mogens Bentsen og kasserer Anders Hagelund.
Hvorfor stoppede du med at spille bordtennis?
– Som sædvanligt et spørgsmål om tid og prioritering. Da jeg gik forskningens vej, var det svært at forene. Desuden stiftede jeg familie og mine to ældste drenge har aldrig været interesseret i sport, så derfor var der ingen anledning til at genoptage sporten. Det har ændret sig siden dels grundet mine to yngste børns fodbold- og bordtennisinteresse og dels som følge af sygdom (se nedenfor).
Måske skal jeg nævne, at inden jeg stoppede nåede jeg jo at leve ét år som fuldtidstræner i Vig BTK understøttet af en vikarstilling på Vig Skole, som gav mig en indtægt. Et afgørende øjeblik i mit liv, var den aften Klaus Mygind ringede til mig og tilbød mig stillingen som kaptajn for kvindelandsholdet. Jeg havde på det tidspunkt ikke afsluttet min bachelor-grad, og jeg vidste, hvis jeg sagde ja til stillingen, så ville det for mig betyde, at trænergerningen ville blive min levevej. Jeg var fristet af tanken, men jeg troede i sidste instans ikke på, at man ville kunne leve af at være bordtennistræner. Som bekendt tog jeg fejl – i dag lever en række mennesker af trænergerningen. Jeg har dog ikke fortrudt, at valgte undervisning og forskning som levevej.
Lars Bo Kaspersen nummer to fra venstre på et et inspirationskursus for uddannede instruktører.
Savner du bordtennis i din hverdag?
– I mange år tænkte jeg ikke så meget over det, men i ny og næ dukkede lysten op igen. Særligt savnede jeg at spille holdkampe, og allerbedst var det, når kampene var lige og jeg skulle spille den afgørende kamp. Skønt var det, når jeg var bagud 17-18 el. 16-19 i afgørende sæt men havde serven. Jeg elskede den situation, hvor spændingen var intens og marginaler var på spil. Denne situation har jeg ofte ønsket mig tilbage i.
Heldigvis er jeg begyndt at spille lidt igen. På dispensation spiller jeg med hos 60+ spillerne i Brønshøj mest om fredagen. Jeg har i de senere år optrappet de fysiske aktiviteter betragteligt. Dette sker som følge af, at jeg blev diagnosticeret med Parkinson for nogle år siden. Det er til tider en brutal sygdom, som er helt uforudsigelig. Jeg lider ikke af rystelser i særligt stort omfang. Derimod har jeg periodisk store balanceproblemer. Det kan man i et vist omfang kompensere for vha. fysisk træning. Grundet arbejde og børn får jeg ikke trænet tilstrækkeligt, men en del får jeg gjort. Min tid som ihærdig bordtennisspiller og træner kommer mig til gode. Jeg har en rimelig viljestyrke, hvilket hjælper meget.
Hvad laver du i dag (i fritiden og evt. arbejdsmæssigt)?
– I min fritid følger jeg Arsenals fortræffelighederJ, hvilket har ført mig til Emirates Stadium et par gange i de sidste måneder. Desuden følger jeg med i bordtennissportens turneringer og ikke mindst spillets udvikling internationalt. Jeg bruger endvidere en del tid på spille fodbold og bordtennis med mine to yngste drenge på 6 og 10 og jeg følger dem til træning og kamp.
Trods min sygdom arbejder jeg stadig på fuldtid. Jeg er professor på Copenhagen Business School, hvor jeg underviser og forsker. Tidligere har jeg været professor og leder af institut for Statskundskab, Københavns Universitet og før det var jeg leder af et forskningscenter på CBS. Jeg forsker og underviser inden for samfundsvidenskab og har studeret historie, politik og sociologi i Danmark, England og USA.
Har du en sjov historie med bordtennis, som du vil dele med bordtennis-Danmark?
– SBTU arrangerede jævnligt ranglisteturneringer og én gang havde Vig en deltager i drengerækken. En temperamentsfuld spiller og en fighter af Gus nåde – navnet var Thomas Ludvigsen. I sin sidste kamp skulle Thomas spille mod Peter Sonne, Glostrup. Thomas ville blive nr. 17, hvis han vandt og Sonne ville slutte 1 eller 2, hvis han vandt. Thomas kæmpede hårdt og vandt 26-24 i tredje sæt. Sonne kastede sit bat i gulvet af raseri og råbte: ”Det er kun en idiot fra Vig, der kæmper for en 17. plads!”. Og jeg var så stolt! Det var præcist, hvad jeg kæmpede for som træner: fight and fight on!
Ved et ungdoms-DM var jeg indlogeret på Ydes Hotel i Odense med min formand Mogens Bentsen og hele SBTU’s bestyrelse. Ole Rasmussen, Allan Petersen, Hans Chr. Carstensen, Lars Hougaard m.fl. Stemningen var god, da SBTU havde vundet meget. Så der blev drukket en del øl. Da jeg ikke drak øl, så måtte jeg hænge på med Fanta. Jeg drak 9-10 Fanta den aften og jeg har ikke drukket det siden.
Ved ungdoms-DM i Maribo ville skæbnen, at DR viste Melodi Grand Prix lørdag aften. En række spillere så med, og da udsendelsen var færdig mødte en leder Jan Harkamp og spurgte: ”Hvem vandt Grand Prix’et, Jan?” Han svarede promte: ”Mener du Butterfly-Grand Prix ‘et eller Stiga Grand Prix’et?”
Lars Bo Kaspersen (2016).
Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her
Ole Rasmussen (november 2015). Læs artiklen her
Jeff Nygren (januar 2016). Læs artiklen her
Freddy Hansen (april 2016). Læs artiklen her
Lisbeth Poulsen (juni 2016). Læs artiklen her
Jan Børjesson (juni 2016). Læs artiklen her
Niels Poulsen (oktober 2016). Læs artiklen her
Søren Langhorn (juli 2017). Læs artiklen her
Trine Schou (september 2017). Læs artiklen her
Carl-Erik Rasmussen (november 2017). Læs artiklen her
Vi bragte her på hjemmesiden Lars Bo Kaspersens artikel ”Flere klubber, større klubber og flere ungdoms-spillere” den 12. februar i år. Læs den her
Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.