Flere klubber, større klubber og flere (ungdoms-)spillere

Dato: 
12.02.2018

- betragtninger fra Lars Bo Kaspersen

Livet er fuld af paradokser. I perioden 1978-1991 dedikerede jeg mange timer til bordtennissporten som træner, leder og spiller. Jeg var engageret i min egen klub (Vig BTK), trænede divisionshold i Tåstrup, var initiativtager og igangsætter af Fårevejle BTK, deltog som unionstræner, formand for instruktions/uddannelsesudvalg i DBTU og ansat som DBTU-konsulent i nogle år. Jeg var én blandt mange frivillige ledere, der bidrog til DBTUs store succes set i forhold til et vigtigt mål: udbredelse af bordtennisspillet. Vi var alt i alt ca. 20.000 udøvere + en del fra Dansk Arbejderidræt, DDGU og DGI.
Selv om spilleniveauet steg, træningsmetoderne blev bedre, flere trænere blev uddannet og seriøsiteten voksede kraftigt, så måtte vi konstatere, at vi trods Claus Pedersen var en blød B/C-nation, der havde lang vej at gå, hvis vi skulle nå den absolutte top i Europa. Men her er paradokset: Spillerne strømmede til! Eksempelvis havde SBTU (Sjælland) mange klubber med langt over 120 medlemmer heraf 80 % unge. Jeg nævner i flæng BTK 61, Skoleparken, Hillerød, Holmegård, Slagelse, Ølstykke, Virum og Vig BTK.
Vig er en landsby i Nordvestsjælland med ca. 2000 indbyggere og alligevel havde klubben i perioder 160 medlemmer. Og det var ikke enestående den gang. Paradokset var selvfølgelig, at vi havde ingen høj-profileret elite, men vi havde medlemmer og en rimelig stærk organisation med god infrastruktur. De sidste 10-15 år er paradokset vendt om: Vi vinder medaljer, titler og skaber fantastiske spillere, men vores medlemsfundament bliver tyndere – og havde vi ikke haft 60 +, så ville katastrofen være mere synlig.

Det er vigtigt at forstå, at der ingen direkte årsagssammenhæng er i de to paradokser. Stærk elite fører ikke nødvendigvis til medlemsfrafald og svag elite fører ikke nødvendigvis til medlemstilgang. Der er (desværre) heller ikke en direkte sammenhæng mellem at have en stærk elite og mange udøvere eller at en stor bredde skaber en stærk elite..

Så langt så godt. Det er imidlertid muligt at udvikle bredden og eliten på samme tid, men det kræver at man udvikler forskellige strategier for de to områder – og fremfor alt gør sig klart, at de to strategier ikke nødvendigvis understøtter hinanden, men at de derimod til tider konflikter med hinanden. Disse iboende spændinger og til tider åbne konflikter mellem de to forskellige strategier skal kunne håndteres inden for DBTU, og det kræver robusthed, rummelighed og villighed til at indgå kompromisser. Når det er på plads (hvilket jo ikke er nogen let sag..), så kan man gå i gang med arbejdet!

Flere (ungdoms-) spillere og større klubber..

JBTU er i gang med at undersøge, hvorfor DBTU har mistet så mange spillere og hvordan vi fremadrettet kan skaffe flere spillere. Det er et godt initiativ, men vi kender godt nogle af svarene. Faktisk ved vi godt, hvorfor spillerne kommer til klubberne og vi ved også, hvordan vi fastholder dem. Der er nemlig en årsagssammenhæng mellem dygtige trænere og ledere og antallet af børn og unge, der dyrker idræt. Stort set alle klubber med dygtige ledere fuld af energi og entusiasme skaber store klubber. Men hvad vil det sige at være en dygtig træner/leder? De trænere/ledere, der formår at få barnet/den unge/den voksne til at føle sig anerkendt og respekteret, kan skabe store klubber. Alle mennesker søger anerkendelse, dvs. at andre mennesker anerkender mig som et menneske med identitet og personlighed. Vi kan ikke skabe vores identitet selv; vi er altid afhængig af andre menneskers anerkendelse. Derfor søger vi fællesskaber. Og vi skal alle bruge anerkendelse for at kunne eksistere - begynder såvel som elitespiller - og derfor skal vi kunne møde de anerkendelsesbehov, som forskellige mennesker besidder.

Udfordringen er for DBTU og klubberne at finde de ledere/trænere, der evner at forstå børn/unges behov for anerkendelse og som evner at give dem denne anerkendelse. Det er samme udfordring som børnehaven, folkeskolen - ja hele uddannelsessystemet har: at finde de talentfulde ledere/trænere/lærere, der ved hjælp af en aktivitet (bordtennis, matematik, musik o.s.v.) kan give børn/unge anerkendelse og selvværd ved at dygtiggøre sig (til fx at spille bordtennis). Det kræver ydermere en erkendelse af at træner/ledergerningen ikke udelukkende er et middel til at få flere og bedre spillere. Vi kan få flere gode ledere/trænere, hvis vi forstår, at leder/trænergerningen er et mål i sig selv. Jeg blev træner/leder, fordi jeg blev belønnet med anerkendelse. Det blev en vigtig del af min identitet. Jeg kunne opfylde mine ambitioner. Jeg fik indflydelse på udviklingen af bordtennissporten men også indflydelse på udviklingen af unges identitet, værdisæt og personlighed.

Det er en stor og svær opgave. For vi ved alle sammen, at de ledere/trænere med disse egenskaber ikke findes i bundter. Pudsigt nok har vi endnu ikke helt erkendt, at det er lige så svært at frembringe en dygtig træner/leder som en dygtig spiller. Tænk hvis vi var lige så fokuserede på at opdyrke dygtige ledere/trænere som vi er i forhold til at udvikle spillere? Tænk hvis vi i en periode brugte lige så mange ressourcer på udvikling af leder/træner-talenter som vi bruger på talentudvikling af spillere? DBTU bliver nødt til at udvikle en strategi, hvor man bliver dygtigere til at spotte leder/trænernaturtalenter. Problemet er selvfølgelig, at jo færre vi er, jo mindre rekrutteringsbase. Derfor er det på høje tid, vi vender udviklingen.

Og husk der er ingen undskyldninger. Argumenterne om at vi har brug for sportslige resultater, flere medlemmer eller en øget popularitet for bordtennissporten før vi går i gang, kan ikke bruges. DBTU’s strategi skal indeholde svar på, hvordan vi øger antallet og kvaliteten af trænere og ledere – trænere og ledere, der grundlæggende set forstår betydningen af anerkendelsens betydning for vores identitet. Vi skal have en strategi for at rekruttere talentfulde ledere og trænere. Vi kan bruge de fleste men ikke til alle opgaver. Nogle potentielle ledere og trænere har naturtalentet. Denne gruppe er ikke stor. Den største gruppe er ikke nødvendigvis med samme talent for ledelse/træning, men de kan hjælpes på vej af god uddannelse (vi kender fra vores skoletid forskellen på det pædagogiske supertalent og så de andre solide og veluddannede lærere). Og så er der en restgruppe, der ikke er åbenlyse lederemner men som alligevel kan få en plads i den frivillige forening som chauffør eller sodavandssælger. Hvis klubbens ledere formår at anerkende disse mennesker for disse vigtige, men måske mindre krævende arbejdsopgaver, så vil de også opleve at de har en identitet - at de er noget værd.

Udfordringen består i at bryde cirklen. Hvordan talentrekrutterer vi? Hvordan får vi et selvforstærkende system, hvor flere og dygtige ledere skaber flere spillere, som avler flere og endnu bedre ledere, osv.? Hvordan overbeviser vi potentielle ledere/trænere om, at trænergerningen i bordtennis er en legitim platform til at opnå og styrke identitet, personlighed, indflydelse og prestige? Hvordan rekrutterer vi leder/træner-talenter i den rigtige alder? Hvad gør vi ved udkantsdanmark, hvor potentielle ledere tit rejser væk? Har 60+ en rolle at spille? Svære spørgsmål, men der findes svar.

Lars Bo Kaspersen (Vig BTK forever!)

Forfatter: 
Lars Bo Kaspersen
Kontaktperson tlf.: 
31 24 61 61
Kontaktperson e-mail: