Referat 20.08.2016

Kategori: 

Referat fra dommermøde den 20. august 2016

Dagsordenens punkt 1 – velkommen

JG orienterede om, at påsætningen af dommere og overdommere stort set er på plads. Så snart de sidste kampe er besat, udsendes de samlede oversigter.

Det er vigtigt at alle dommere går oversigterne igennem og får kampene i kalenderen. Planen er skrøbelig og alle har et ansvar for at den ikke krakelerer på grund af afbud og frafald.  Hvis der er spørgsmål eller sket misforståelser, så må I kontakte JG hurtigst muligt.

Dagsordenes punkt 2 – nye strategiske tiltag

JG orienterede om et oplæg til nye strategiske tiltag, som skal fastholde nuværende dommere, tiltrække nye dommere og sikre et generelt kompetence niveau. Oplægget er udformet som en 3-trins raket:

Trin 1

Der skal påsættes dommere i 1. division herrer. Det forbereder en niveaudeling af dommerne, så nye dommere starter i 1. division.

Et E-learning projekt forventes færdigudviklet i løbet af efteråret. Det skal sikre at dommerne til enhver tid har den fornødne viden, og det er hensigten at der skal indlægges obligatoriske tests.

Trin 2

Der påsættes dommere – eventuelt kun overdommere – i 2. division

E-learning er fuldt udbygget og anvendes med obligatoriske tests.

Evalueringen af dommerne styrkes og udbygges.

Der igangsættes rekruttering af nye dommere til 1. og 2. division

Trin 3

Strukturen ændres med indførelse af regionale dommere, nationale dommere/overdommere og internationale dommere. Den styrkede evaluering skal sikre, at de bedste regionale dommere udvikles til nationale dommere og så fremdeles.

Der var en del spørgsmål og kommentarer til oplægget, som generelt blev positivt modtaget. Det gjaldt især tiltagene vedrørende faglig udvikling, evaluering mv., som blev hilst velkommen. Herudover var der spørgsmål til økonomi og tidshorisont, men det er endnu for tidligt at give et konkret bud på. Dommerudvalget arbejder videre med tankerne.

Dagsordenens punkt 3 – hvad gør dommergerningen attraktiv

Spørgsmålet blev drøftet og prioriteret i grupper. I ”overskrifter” var fokus på følgende:

  • Faglighed betyder meget. Vi vil gerne respekteres blandt klubber m.fl. for et højt fagligt niveau. En løbende evaluering er et positivt tiltag, som kan bidrage til at vi kan vedligeholde vores viden og udvikle vores kompetencer
  • Påklædningen er vigtig. Det er blandt andet igennem vores påklædning at vi signalerer vores autoritet. JG oplyste at spørgsmålet om dommerpåklædning pt. afventer beslutning i ITTF om ny dommeruniform
  • Endelig betyder det sociale fællesskab mellem dommerne meget. Dette at mødes, sparre og have det sjovt sammen er en stor del af den positive oplevelse som dommer. Dommerudvalget vil vurdere om opstartsmøder er den optimale form i forhold til vidensdeling og socialt samvær.
  • Derudover var der en del punkter/kommentarer vedrørende de rammer, som klubberne stiller til rådighed for os. Det er begrænset, hvad vi selv kan gøre, udover at henstille til klubberne, at de gerne må ”tage os alvorligt”.
     

Dagsordenens punkt 4 – kompetenceudvikling

PS gennemgik de nye håndsignaler, som skal anvendes fra 1. september 2016. Håndsignalerne er omtalt på ITTS´s hjemmeside på følgende adresse:

 http://www.tastabletennis.org.au/Portals/22/Hand%20Signals%20for%20Illegal%20service.pdf

Derudover er reglerne for coaching ændret. Formelt sker ændringen pr. 1. oktober, men vi tager de nye regler i brug fra sæsonstart.

Der må som hidtil ikke coaches under et rally og ej heller efter indspil inden første serv. Men der må coaches i afbrydelser mellem rallies, herunder i tørrepause, under hentning af bold og i forbindelse med medical break.

En spiller må ikke bevidst trække tiden for at modtage coaching.

 Dagsordenens punkt 5 – Information vedrørende sæson 2016/2017.

Satser, procedure for påsætning mv. fremgår af bilaget til den udsendte dagsorden. Dog er kilometersatsen 1,99 kr. (og ikke 1,90 kr., som det fremgår af bilaget).

Derudover blev der orienteret om nogle væsentlige punkter:

  • Time out røret anvendes også i sæsonen 2016/17
  • Checklisten skal anvendes hver gang. Der har i sidste sæson været et par ”smuttere”, som kunne have været undgået, hvis checklisten var fulgt. Checklisten er vedhæftet dette referat.
  • Larc-listen opdateres hvert halve år og findes på ITTS´s hjemmeside og skal benyttes i tilfælde af man er i tvivl om lovligheden. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
  • Afregningsskema sendes som hidtil til Hanne senest 3 dage efter afvikling af kamp. Afregningsskemaet findes på DBTU´s hjemmeside under Dommerudvalget.

Referent: Søren E. Pedersen

 

Dato: 
23. August 2016
Forfatter: 
Carsten Egeholt