Referat - 12.10.15

Referat fra møde mandag den 12. oktober 2015 kl. 15.00 på DBTU’s kontor i Brøndby.

Til stede: Gert Jørgensen, Jens Povl Barkler, Søren Hansen og Peter Tranto. Afbud fra Preben Larsen og Mads Mikkelsen.

Dagsorden:

  1. Bestyrelsens spørgsmål til arbejdsgruppen
  2. Arbejdsgruppens fremtid
  3. Ratingsystemet - eventuelle ændringer
  4. Stævne/ratingreglementet - eventuelle ændringer
  5. Eventuelt

Bestyrelsens spørgsmål til arbejdsgruppen
Gruppen har modtaget en e-mail fra Gitte Hvid: På vegne af bestyrelsen – efter debatten på årsmødet – fremsendes hermed nogle spørgsmål til stævne-/ratinggruppen.

Gert var den eneste fra arbejdsgruppen, der kunne være til stede ved debatmødet og han refererede kort om debatten.

”De der udtalte sig på årsmødet, gav stort set enstemmigt udtryk for, at ratinglisten er et godt og velfungerende værktøj for alle der interesserer sig for og arbejder praktisk med bordtennissporten. Der var rigtig mange spørgsmål til, hvorledes ratinglisten rangerer spillerne, men ikke nogle der ikke fandtes svar på. Det gav en interessant og nyttig diskussion om, hvorfor ratinglisten og tabellen ser ud som den gør,

På mødet kom der eksempler på, at ratinglisten påvirker spillernes adfærd, således at de i en konkret situation vurdere om det kan betale sig at tabe eller vinde kampe. Der var også tilkendegivelser af, at spillere, især de unge, ikke bryder sig om at se sig selv placeret i bunden.

Der var, som jeg hørte det, stor opbakning til det synspunkt, at problemet med spillere der bliver kede af det når de taber og ligger dårligt placeret på listen skal løses i klubberne af trænerne og lederne, gennem dialog med de unge spillere. Kun få ønskede begrænsninger af visningen af ratinglisten. Dialog og kultur skal ligeledes modvirke, at listen i alt for høj grad for de unge til at tænke taktisk i bevist at tabe kampe.

Alt i alt et godt initiativ med drøftelsen på årsmødet, der bekræftede mig i, at der er en stor interesse for og opbakning bag ratinglisten. ”

Spørgsmål 1: Er det muligt at fjerne muligheden for at få mails/sms når ratinglisten er opdateret? Hvis ikke skal den default ikke sende, med mindre man selv beder om det, og så skal vi have en vejledning ud om, hvordan man sletter det.

Peter har svaret Bjarne Andersen på dette spørgsmål. Det er en generel service over for brugerne af portalen. DBTU har tidligere sagt, at de ikke var interesseret i at betale til dette, men ConCor satte det i gang. Det er muligt at slippe for e-mails ved at afmelde det i sin profil.

Spørgsmål 2: Frekvensen af opdateringer. Er det en let økonomisk/overskuelig ting at opdatere hver 4 uge og hvilke udfordringer ser I i dette.

Vi kan ikke se, at det skulle være økonomisk tungt, man skal bare ændre frekvensen fra det nuværende til et evt. fremtidigt. Nu fremgår det ikke af e-mailen, hvad begrundelsen er for at skulle opdatere f.eks. hver 4. uge.

Arbejdsgruppens holdning er, at man skal bibeholde den nuværende ugentlige frekvens.

Hyppige opdateringer sørger for, at rækkerne ved stævnerne er så optimale som muligt, både hvad tilmelding, seedning og op- og nedrykninger mellem rækkerne angår. Det vil derfor virke meget forstyrrende på den nuværende praksis, hvis der bliver længere tid mellem opdateringerne.

Med en opdateringsfrekvens på 4 uger kan stævnearrangørerne komme til at afvikle stævner med 8-9 uger gamle ratinglister. Det sker hvis tilmeldingsfristen til et stævner er 5 uger før stævnet og fristen ligger i ugen lige før en opdatering.

Med en frekvens på 4 uger betyder det også, at der for mange vil være endnu større forskel i ratingtallet i forhold til forrige opdatering.

Spørgsmål 3: Kan det forholdsvis enkelt sikres at kun relevante klubledere/stævnearrangører ser hele listen? Stævnearrangører og klubledere skal i hvert fald ikke begrænses.

Arbejdsgruppens holdning er, at der ikke skal ændres i visningen af spillerne på ratinglisten.

Gruppen har kun fået få henvendelser om dette og har forklaret de pågældende, hvordan klubben/lederen/forælderen håndterer dette over for de yngre ungdomsspillere.

Sidder man som stævneledelse ved et stævne med en ratingliste, som ikke er kendt af spillerne, vil vi skulle svare på mange spørgsmål vedrørende de enkelte spilleres placering.

En klubleder, som står med den fulde ratingliste, vil ligeledes blive udsat for et sandt bombardement af spørgsmål. Vel så mange at lederen vil printe den fulde liste og sætte den på opslagstavlen i klubben.

Ratinggruppens grundlæggende holdning er, at man kun skal lave forandringer af ratinglisten, når det er tydeligt dokumenteret, at ændringen vil give den ønskede effekt og at ændringen ønskes, af dem der bruger listen til dagligt. Vi vil opfordre bestyrelsen til helt tydeligt og konkret at præcisere, hvad det er for en effekt/virkning man ønsker. Dernæst bør det undersøges, hvorledes man når denne effekt. Først da er der - efter ratinggruppens mening - grundlag for at ændre ratinglisten.

Gruppens repræsentant på årsmødet konstaterede ikke nogen udbredt tiltro til, at det vil fjerne en uheldig spilleradfærd, at ændre opdateringshyppigheden. Det vil kun gøre det mere besværligt for dem der bruger listen praktisk, f.eks. til at arrangere og afvikle stævner. Vi tror til gengæld at begrænsninger i visningen vil give en uheldig adfærd, hvor ledere med adgang til den fulde liste ’kimes ned’ af spillere og andre der gerne vil kende sin placering på listen.

Det er afgørende vigtigt for arbejdsgruppen, at eventuelle ændringer skal være baseret på analyse af resultater, altså faktuel viden, og ikke på udokumenterede synspunkter hos enkeltpersoner.

Spørgsmål 4: Evt. kun vise de 10 øverste spillere på toplisterne. Dette kan man vidst selv indstille.

Som forslag fra Bjarne Andersen har Portalgruppen tidligere besluttet, at arrangørerne af holdturneringerne – både DBTU og Lokalunionerne – ved turneringstilrettelæggelsen frit kan vælge om alle spillere kan vises på Toplisten eller om det kun skal være et begrænset antal.

Så vidt jeg kan se, er der ingen, der benytter muligheden med begrænsning. Det er arbejdsgruppens holdning, at man skal kunne se hele toplisten, men at det er optimalt, at arrangørerne af holdturneringerne selv kan afgøre dette.

Da DBTU startede på Bordtennisportalen var rækkerne uden toplister. Det gav en massiv kritik fra brugerne, hvorfor den daværende portalgruppe besluttede at genindføre listerne.

Generelt om ratingsystemet

Systemet blev oprindeligt dannet for at få en mere retfærdig måde at fordele spillerne i relevante rækker ved de åbne stævner.

Det har fungeret tilfredsstillende i mange år. På baggrund af evalueringer af resultater har der en gang om året været en vurdering af, om ratinggrænserne for rækkerne var rimelige og stod i forhold til resultaterne for mange stævner. Uhensigtsmæssigheder er blevet rettet.

Der hvor ratinglisten for den enkelte spiller kan være et problem er det, den bliver brugt til ud over det rent stævnemæssige. F.eks. ratinggrænser for deltagelse i ungdoms-DM, placering der bestemmer, hvem der skal være direkte kvalificeret til ungdoms Top 12, hvem der skal kunne deltage i senior-DM. Det er OK at bruge ratinglisten til dette, men eventuel utilfredshed må rettes til dem, der har truffet beslutningerne.

Arbejdsgruppens fremtid

Der er to af gruppens medlemmer, som stopper. Gitte på grund af nyt arbejde og Søren på grund af, at han ikke længere beskæftiger sig med bordtennis.

Preben, Gert, Jens Povl og Peter vil alle fortsætte indtil videre. Engagement og at man kan se perspektiver i arbejdet med ratinglisten er afgørende.

Ratingsystemet - eventuelle ændringer

Preben ser et problem i, at spillere ved stævner trækker sig i puljerne uden at være reelt skadede. F. eks. hvis de har tabt en kamp og ikke kan gå videre alligevel. Det sker også tit, at spillere trækker sig i holdkampe, når en holdkamp er afgjort.
Preben vil have indført, at er man med i lodtrækningen til en række ved et stævne, så tæller alle kampe til ratinglisten – også ved skader. M.h.t. skader er det ikke muligt ved et stævne at vurdere om en spiller er skadet eller ej.
Samme princip ved holdkampe, er kampen først startet, så tæller alle kampe til ratinglisten.

De fremmødte af gruppen mener, at det er en stor ændring i ratingsystemet, hvis man skal kunne vinde/tabe ratingpoints uden at spille en kamp. Man vil derfor først have undersøgt, hvor stort problemet er, inden man tager stilling.

Er det et generende problem, så kan Prebens forslag til løsning være en brugbar mulighed.

Stævne/ratingreglementet - eventuelle ændringer

Stævnemæssigt er der en problematik om spillere, der er medlem både af en dansk og en udenlandsk klub. Når den udenlandske klub tilmelder spilleren til et dansk stævne, skal så hans kampe tælle med til ratinglisten? Ofte sker det fordi spilleren får tilskud fra den svenske kommune til sin deltagelse.

Gruppens holdning er, at det er klubben, der tilmelder spilleren, der er afgørende. Er det en udenlandsk klub, så er der ingen ratingberegning af kampene og er det en dansk klub, der tilmelder spilleren, så er der ratingberegning af kampene.

Eventuelt
Intet at bemærke.

 

Dato: 
02. February 2016
Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson: 
Peter Tranto
Kontaktperson tlf.: 
30 27 99 95
Kontaktperson e-mail: