Vinderen fundet i Hyldest quiz'en

Kategori: 
Dato: 
04.04.2019

- hvor der var tæt på fuldt hus til Per Sander fra Roskilde.

Tak for de mange besvarelser i Hyldest quiz'en, som nu er gjort op med det resultat, at vinderen blev Per Sander (Roskilde), der var imponerende tæt på at have alle svar rigtige. Per Sander har selv været med omkring bordtennis siden 1976, hvor han efter eget udsagn nærmest blev kidnappet til BTK 61 af Ole Rasmussen som juniorspiller, mens han boede hos sine forældre i Valsø.
Per Sander har været både bestyrelsesmedlem, næstformand og holdleder for både mandlige og kvindelige hold i BTK 61 Roskilde. Han blev allerede som 21-årig international dommer, og nu kan han såmænd bryste sig med titlen: vinder af "Hyldest quiz'en". Per Sander bidrager desuden med en herlig historie under ekstra spørgsmålet.

I spørgsmål 1, 2 og 3 omkring billedet af de fire "store" i dansk bordtennis svarede Per Sander, at billedet var taget i Kildegården på Helligkorsvej i Roskilde BTK 61’s træningslokaler. Han var aldrig i tvivl, da han genkendte de hæslige gardiner. Begge dele er korrekt. Efterfølgende gættede han på, at det måtte være i forbindelse med BTK 61's fødselsdag den 19. april 1983. Tæt på, men over det gamle billede i fotoalbummet står, at det blev taget den 5. februar 1983 i forbindelse med SBTU's 40 års jubilæum. Alle andre svar fra Per Sander var korrekt besvaret, og han kan se frem til at modtage en Stiga Winter Jacket.

De 10 spørgsmål samt ekstra-spørgsmål - med svar:

1. Hvor er billedet taget?
Svar: Kildegården i Roskilde.

2. Hvornår er billedet taget (dato og år)?
Svar: Den 5. februar 1983.

3. I hvilken anledning er de fire samlet på billedet?
Svar: I forbindelse med SBTU’s 40 års jubilæum.

De har alle fire snart fødselsdag her i 2019, men hvor gamle er de nu? En af dem er 68 år, to af dem er 73 år og en 76 år.

4. Hvem af de fire er yngst?
Svar: Arne Madsen er yngst 14-05-50 (Allan Petersen 08-07-45, Peter Fredberg 18-05-1945 og Ole Rasmussen 06-05-1942)

5. Hvem af de fire har udvist selveste Ali El Sammaa, Roskilde (Egypten) fra et VM?
Svar: Ole Rasmussen.

6. Hvem af de fire gjorde et scoop ved at få Bill Gates - en af verdens rigeste mænd – til at tale ved en pressekonference ved OL i London i 2012, hvor han i øvrigt også så bordtennis sammen med kronprins Frederik?
Svar: Arne Madsen.

7. Hvem af de fire forbinder man med udtryk som: ”tigeren fra Zagreb” (Dragutin Surbek), ”bordtennissportens Mozart” (Jan-Ove Waldner) og ”Amazing Maze” (Michael Maze)?
Svar: Peter Fredberg.

8. Om hvem af de fire siges det at han kan DSB’s køreplan udenad – både sommer og vinterplanen?
Svar: Allan Petersen.

9. Alle fire er hædret med DBTUs guldnål. Hvem modtog den først?
Svar: Ole Rasmussen i 1978.

10. Hvilke to af de fire var under et SBTU-møde i december 1978 med til at sne inde, da århundredets værste snestorm indtraf?
Svar: Ole Rasmussen og Allan Petersen.

Ekstra spørgsmål: Hvordan har en eller flere fra firkløveret gjort specielt indtryk på dig - sat sig fast i din bevidsthed? Hvis du har et minde med bordtennis, der involverer en eller flere af de fire, så kom til tasterne. Måske vinder du hovedpræmien.

Per Sander, Roskilde:
Ole Ras. arrangerede en tur til junior-EM i Poznan, Polen, i sommeren 1980 med deltagelse af Ole "Hopalong" Madsen, Kildeskoven, Henning Lander, Kildeskoven, Steffen Hussing, Kildeskoven og undertegnede, og vi tog derned i Oles stationcar. Årsagen var selvfølgelig at både Kildeskoven og BTK61 havde spillere med ved dette EM (Finn Jacobsen, Kildeskoven, samt Mette og Claus Oxfeldt, BTK61), og Oles gamle ven i Polen, den polske træner Kornel Kubaczka, havde skaffet os både gratis adgang til EM og overnatning i Poznan. Da EM var vel overstået, så skulle vi køre mod Stettin for at tage færgen til København godt læsset med lidt bordtennisudstyr, og vodka i mælkekasser nederst i bagagerummet :-) - kender man Ole går han ikke glip af en god forretning - desværre var vi blevet forsinket og Ole trykkede lidt på speederen. Og så skulle uheldet selvfølgelig være ude, og vi røg ind i en fartradar og blev stoppet af polsk politi. Dette førte til en lidt ophedet diskussion mellem Ole (på dansk, tysk og engelsk) og de polske politibetjente (der kun kunne polsk). Dette endte med at Ole Ras. gav de polske betjente nogle dollarsedler og meddelte dem, at vi ikke ville forstyrres yderligere og vi i øvrigt kørte nu. Og så gik turen ellers mod Stettin, hvor vi også nåede færgen uden yderligere indblanding fra polsk politi...

Jens Henning Brunbjerg, Vejle BTK:
Vejle Bordtennis Klub afholdte 18. september 1980, i Idrættens Hus i Vejle, bordtennislandskamp mod Belgien i den hedengangne Europaliga. Vi ville selvfølgelig lave et program med oplæg til kampen, og vi tænkte at det skulle være af en vis kvalitet. Jeg kontaktede derfor Peter Fredberg, om det mon var noget han kunne være behjælpelig med. Han svarede straks ja og kort tid efter modtog vi hans oplæg til kampen. Programmet blev trykt og delt ud til de ca. 170 tilskuere, et ganske pænt tilskuerantal. Landholdet, der bestod af Claus Pedersen, Johnny Hansen og Charlotte Polk, vandt i øvrigt kampen med 7-0 (se vedhæftede).

Mai Jensen, Københavns BTK:
Ole Rasmussen minder mig om mange dejlige oplevelser til stævner i Roskilde. Allan Petersen var organisator ved stævnerne i mine unge år og ham bag taster og telefon ved først DBTU's sekretariat og senere ØBTU's. Peter Fredbergs BT Cup åbnede mine øjne for bordtennis, og Peters rappe replikker og venlige optræden vil jeg sent om nogensinde glemme.

Jens Juel Andersen (Virum):
Vi fra Virum skulle over og se SOC i Kalmar i 1975 med alle verdensstjernerne Stellan BengtssonKjell JohanssonDragutin Surbek, kinesere, svenskere, Tibor KlamparJacques Secretin etc. ALT hvad der kunne krybe og gå. Mine forældre havde faktisk ‘sat foden ned’ og meddelt, at det skulle jeg BESTEMT ikke regne med at komme afsted til, for hvordan var det kommet i stand og hvem skulle jeg køre med så langt oppe i Sverige?
Så jeg havde opgivet alt håb - lige indtil Ole Rasmussen ringede til min mor. Fuldstændig uopfordret og ud af ingenting. Blot for at være sikker på, at der var styr på det - og talte med og pr. telefon charmede min mor i 20 minutter, hvor efter der overhovedet ingen tvivl var hos beslutningstageren. Det skulle jeg selvfølgelig med til. Jeg har til dato ikke gennemskuet, hvordan Ole kunne vide og time, at hans opkald var helt afgørende for, at jeg overhovedet kom afsted til et verdensklassearrangement i bogstaveligste forstand.


Billedet fra det gamle album.

Tak til alle der legede med i Hyldest quiz'en.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: