”Det har været helt forrygende, at være med i Vild med Dans”, siger Danmarks bedste kvindelige bordtennisspiller Mie Skov, der som bekendt løb med sejren i det populære underholdningsprogram på TV2.
”Jeg har udviklet mig som menneske og lært at samarbejde om at nå et mål”, siger Mie, der ikke lægger skjul på, at netop samarbejde ikke altid har været hendes stærkeste side. Det var da også gnidninger mellem hende og den nu tidligere landstræner Peter Sartz, der var en af årsagerne til, at hun havde behov for at komme lidt væk fra det hele og derfor valgte at takke ja til at deltage i Vild med Dans, hvilket hun tidligere har takket nej til.
Træningsrytmen brudt
”Jeg har da trænet, men slet ikke samme mængde eller med samme fokus”, siger Mie, der fik rykket godt rundt på hendes normale træningsrytme i de 15 uger, hvor hun dansede på livet løs – de sidste tre uger måtte hun undvære bordtennis helt, da hun og makkeren Mads Vad dansede 10-12 timer om dagen.
Lært sig selv at kende
”Man lærer noget om nervøsitet, når man på helt bar bund har en uge til at lære noget, som man så skal fremvise til flere millioner seere”, siger Mie, der nu føler sig bedre rustet til at slå bolden ind næste gang den står 10-10.
”Mads (Vad, red.) har formået at få så meget ud af mig. Når jeg kan blive så god på så kort tid, så handler det helt klart også om at have den rigtige sparring”, vurderer Mie, og fortsætter: ”Jeg har en form for instinkt, når jeg gerne vil nå noget – et mål. Jeg er god, når noget varer en periode og så slutter. Jeg skal have en plan at gå efter”, siger Mie ivrigt. Hun har lært sig selv meget bedre at kende og fået bekræftet, at hun er god til at nå et fælles mål sammen med en træner/dansepartner.
Bordtennis har været savnet
Mie understreger, at hun har brugt dansen som et frirum, og at hun trods spotlightet som Vild med Dans bragte med sig også savnede timerne ved bordtennisbordet. Derfor kom det som noget af et chok for hende, da hun et par uger inden afslutningen på Vild med Dans hørte, at hendes træner Peter Sartz var blevet fyret.
”Bordtennis er jo mit liv – jeg har savnet at komme tilbage, men nu ved jeg ikke, hvad der er at komme tilbage til”, siger Mie, der slet ikke kan forholde sig til, at der ikke er et alternativ klar, når man fyrer to trænere som Sartz og tidligere Hu Wei Xin. Mie har gennem årene delt sine succes’er med Sartz, og derfor er der nu et tomrum, der skal fyldes ud. Lige nu begrunder hun sin manglende træningsiver med, at hun ikke har en træner, der retter på hende i træningslokalet.
”Jeg vil stadig blive blandt de bedste i Europa, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har potentialet til det. Jeg håber, at der meget snart kommer en kvalificeret træner, som jeg kan sparre med”, siger Mie, og tilføjer: ”Med det rigtige set up kommer målene, jeg skal gå efter”.
Anden sejr på tv
27-årige Mie Skov har været på det danske landshold, siden hun var 13 år. Hun har blot misset ét enkelt EM på grund af en skade i skulderen, og mener derfor ikke, at det har stor betydning, at Vild med Dans kostede hende deltagelsen ved EM i 2013. Nu vil hun tilbage på sporet.
”Mine konkurrenter er i fuld gang med at blive bedre. Jeg skal med nu – lige nu”, lyder det utålmodigt fra den viljestærke pige, der to gange har konkurreret på tv – begge gange med en sejr til følge. I 2009 vandt Mie ”Stjernetræf” og i 2013 var det så tid til at snuppe titlen i Vild med Dans. Vi skal dog ikke forvente, at vi fremover kommer til at se hende i reality-programmer, som f.eks. ”4-stjerners Middag” eller ”Til Middag Hos”. Mie vil dog ikke afvise, at hun er klar til nye sportslige udfordringer på tv, hvis chancen skulle byde sig.
Sådan kunne Mie Skov bl.a. opleves i Vild med Dans.
Mie Skov og dansepartner Mads Vad efter at sejren i Vild med Dans var i hus.