Efter 6-nations i England havde jeg meget svært ved at se en realistisk mulighed for at drengeholdet kunne opfylde målsætningen om at blive i a-gruppen ved EM. Vi havde vist os som det svageste hold i Lilleshall, og det i konkurrence med de andre nationers næst- og tredjebedste i årgangen.
Den sidste lejr i Brøndby gav dog fornyet tro på målsætningen kunne holdes. Alle på holdet var klar og der blev trænet et til to niveauer over, hvad jeg havde set tidligere på sæsonen. At drengene så havde ”en anelse” svært ved at have styr på tiderne og deres ting, gjorde bare at de fik løbet mere end det var planlagt…
Turen til Italien blev hård, og det lignede at det kunne blive 11 meget mentalt svære dage, hvor der ikke var styr på organisationen, busserne ville kun køre tre gange om dagen og hotellet var dårligt og lå 45 min fra hallen.
Heldigvis kom der styr på tingene i løbet af de første par dage, hotellet var fint (med undtagelse af at der var væglus) og lå i en fantastisk idyllisk bjerglandsby godt 20 min kørsel væk og busserne kørte hver anden time. Samtidig var de lokale utroligt gæstfrie, hvilket gjorde opholdet endnu bedre.
Der var selvfølgelig også en varme, som der skulle bruges et par dage at vænne sig til. Hallerne var relativt små ved første øjemål, og i den mindste og varmeste blev der målt over 40 grader en af dagene, og det med en luftfugtighed der er svær at beskrive. Spillerne brokkede sig dog ikke på et eneste tidspunkt og tog udfordringen i stiv arm.
Vi havde på forhånd fået en meget svær lodtrækning i holdturneringen, hvor Tjekkiet var holdet der skulle slås i puljen for at blive 3er og derved få en ekstra chance for at nå 1/8 finalerne. På trods af en god indsats og chancerne til at vinde, blev det til et tæt nederlag.
Det blev også til sikre nederlag til Belgien og Frankrig, der blev udnyttet til at få alle fire på holdet i spil, og samtidig spare kræfter til den kun ene og meget afgørende kamp, som ville afgøre om vi skulle spille om placeringerne 1-16 eller 17-28.
Igen fik vi den værst tænkelige lodtrækning – Kroatien med to meget dygtige spillere. Bl.a. kan nævnes at den ene tabte i kvartfinalen i single til den senere vinder efter 10-6 føring i afgørende sæt.
På fantastisk spil bragte vi os i front med 2-0 i holdkampen og 10-8 ved 1-1 i sæt i doublen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi havde udnyttet én af sætboldene, havde vi vundet holdkampen 3-0, da vores modstandere ville være knækket. Desværre tabte vi doublen og de to næste sigler.
Det betød vi skulle spille om at blive nr. 17, der ville sikre os målsætningen om at blive i A-gruppen. Havde vi vundet skulle vi ”bare” havde undgået 16. pladsen, hvilket bestemt havde været mulig med den form spillerne var i.
Puljen blev vundet relativt let efter sikre sejre over Tyrkiet og Portugal, og vi var nu fremme ved kampene om placeringerne 17-20.
Turneringen var dog ved at sætte sine fysiske og mentale spor, og i den tredje holdkamp samme dag var udskiftning på holdet nødvendig.
Modstanderen var Hviderusland med en meget stærk 1. mand, og igen ville doublen blive meget afgørende, samt kampene mod deres 2. mand. Doublen blev tæt og chancerne var der til at vinde, men igen blev de ikke udnyttet. På trods af god fight kunne 1. manden ikke besejres, og nederlag på 1-3 og nedrykning var en kendsgerning.
Kampen om 19. pladsen blev vundet 3-1 over Slovakiet, og man stod tilbage med en lidt underlig smag i munden.
På den ene side havde drengene ydet en fantastisk indsats på trods af nedrykningen. De havde formået at løfte deres spil i de vigtige kampe og tilspille sig chancer, som det bare en måned forinden ikke havde syntes muligt.
På den anden side var chancerne ikke blevet udnyttet og målsætningen ikke opfyldt. Der manglede lige de sidste procent.
Ved EM er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at de ydede helt op til deres max på de rigtige tidspunkter, hvilket er positivt på den lange bane. Jeg er heller ikke på noget som helst tidspunkt i tvivl om, at drengene er meget talentfulde og burde have været på et højere niveau allerede i år.
Derfor må konklusionen på holdturneringen være at hjemmearbejdet ikke har været godt nok. Med hjemmearbejde tænker jeg på den daglige træning i løbet af sæsonen.
Det er ærgerligt at drengeholdet næste år skal starte i B-gruppen og derved have en væsentlig sværere vej til 1/8 finalerne, når potentialet som A-nation var til stede. Som det ser ud nu, har de næste år medaljechancer, hvis de formår at træne optimalt, hver gang de står i træningslokalet.
For drengenes individuelle turnering, blev der ikke det store at skrive hjem om med undtagelse af en helt fantastisk double. Asbjørn og Sebastian i 1/16 finalen spillede på et meget meget højt niveau, da de vandt med 11-4, 11-6, 11-3 over et ungarsk par, de havde tabt til tidligere i sæsonen. Desværre kunne de slet ikke finde niveauet igen da de tabte klart 0-3 til et fransk par i 1/8 finalen.
Som juniorerne virkede drengene som om at de havde brugt alle ressourcer i holdturneringen. Samtidig var Asbjørn blevet syg på hviledagen, og kunne derfor ikke udnytte en ellers fornuftig lodtrækning i single, hvilket selvfølgelig betød en del på den resultatmæssige front.
En ny sæson står for døren, og det bliver ekstremt spændende at se, om drengene har lært hvad der skal til for at være med på europæisk topniveau, og formår at yde det, der skal til for at være med helt fremme i 2009. Forhåbentlig vil de danske spillere, der kommer efter, gøre alt for at vise, at det er dem der skal med, så vi får den altafgørende konkurrence om pladserne.
En taktisk-, mental- og teknisk ting jeg bemærkede ved EM var brugen af baghåndshjørnet. Når spillerne formåede at spille dybt mod baghåndshjørnet, åbnede det mulighederne for taktisk variation. Alt for mange spillere tør – eller kan ikke teknisk – spille dybt mod baghånd, og så bliver det alt for let for modstanderen at dække den resterende del af bordet og det taktiske i at spille mod midten bliver ikke effektivt nok.
En anden ting hos drengene er, at der er meget lidt kort spil. Derimod har dem, der er gode til at spille gode lange returer og gode i det første forsvar en stor fordel.
Jeg synes ikke, vi skal lære drengespillerne at spille for svært, for det er det simple spil man vinder på internationalt. Der er ikke nogen målbar fordel ved tidligt at lære de unge at øge sværhedsgraden i spillet. Er fundamentet – altså det sikre simple spil – ikke på plads, vil det bare skabe spillere, der har et højt topniveau, men også et meget lavt bundniveau.
Man kan godt træne i det korte spil, men behøver ikke før juniorårene lægge et spilsystem op på det.
– læs meget mere om EM for Ungdom 2008 ved at følge linket…