Skal Danmark med til EM?

Dato: 
16.05.2019

- så kom og støt herrelandsholdet i lørdagens EM-kvalifikationskampe i Roskilde.

På billedet Anders Lind ved det individuelle VM i Budapest i 2019. Foto: Rémy Gros.

På lørdag den 18. maj spiller det danske herrelandshold to afgørende kampe i bestræbelserne på at komme med blandt de 24 lande, der kæmper om EM-titlen for hold i Nantes fra 3.- 8. september 2019.

To af de tre hold i kvalifikationspuljen med Danmark, Holland og Schweiz kvalificerer sig til EM, hvor der også spilles om billetter til OL i Tokyo i 2020.

Pulje 2, alle-mod-alle
Lørdag 18/5-2019 kl. 14.00: Danmark-Schweiz. Se kampen LIVE her
Lørdag 18/5-2019 kl. 19.00: Danmark-Holland. Se kampen LIVE her
Søndag 19/5-2019 kl. 11.00: Holland-Schweiz.

Det danske hold er på forhånd favoritter til at vinde begge kampe, men kan få problemer med det hollandske hold, som rummer to tidligere Roskilde-spillere Laurens Tromer og Ewout Oostwouder. Sidstnævnte spiller i år i den danske elitedivision for Næstved, som har kvalificeret sig til finalen om det danske mesterskab mod Roskilde. Der spilles i formatet først til tre sejre maksimalt fem kampe - alle singler.

Danmarks Radio streamer Danmarks to kampe på dr.tv og kampene er også de første i et landskampsamarbejde mellem DR, Roskilde og Dansk Bordtennis Union, der betyder, at alle danske bordtennislandskampe i de kommende år spilles i Roskilde.

Der lægges op til bordtennisfest i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena, hvor dørene åbnes kl. 12.00. 
Det forlyder fra Roskildes sportschef Allan Bentsen, at man også vil kunne dyste med familie og venner i traditionel bordtennis og rundt om bordet, teste reaktionsevnen mod bordtennisrobot, vinde signerede landskamptrøjer fra DBTU, få malet dannebrogsflag på kinderne og se tryllekunstner Daniel Thomsen i aktion.

Det danske hold:

Jonathan Groth, født 9/11-1992. Klub: Ural Mining Metallurgical Company (UMMC), Rusland, der onsdag den 8/5 tabte Champions League-finalen til et andet russisk hold.
Repræsenterer Roskilde. Nr. 34 på verdensranglisten.
Torsdag den 7/3-2019 vandt Groth med 3-1 i sæt over verdens nr. 5 Timo Boll i Champions League-semifinalen. I 2016 Europamester i herre double med Patrick Franziska, Tyskland. Nr. 3 ved Europa Top 16 Cup i 2018. Vandt sølv ved EM i Ostrava 2010 i herre double sammen med Kasper Sternberg. Vandt i 2010 europamesterskabet i juniordouble sammen med rumæneren Honor Szocs. Bronze ved EM junior i herre double med Tobias Lau, Århus i 2009. EM debut i 2009.
Dansk mester i herre single 2012, 2013, 2014, 2015 og 2016. Jonathan Groth er ved de seneste tre individuelle VM i 2015, 2017 og 2019 kommet mellem de 32 bedste.
INSTAGRAM: @jonathangroth92

Anders Lind, født 14/12-1998. Klub: Grenzau, Tyskland. Repræsenterer Brønshøj.
Nr. 85 på verdensranglisten. Dansk Mester i herresingle 2018 og 2019. Vinder af herresingle U21 ved Croatia Open i 2018. Europamester i U21 herredouble den 5/2-2017 i Sochi, Rusland. Anders Lind nåede blandt de sidste 32 i herresingle ved senior EM i september 2018 efter sejr over Mattias Falck, Sverige - daværende nr. 8 på europaranglisten. Deltog ved senior-EM som 13-årig i 2012.
INSTAGRAM: @anderslind1412

Tobias Rasmussen, født 26/11-1996. Klub: Saarbrücken, Tyskland. Ny klub i kommende sæson Grünwettersbach. Repræsenterer København.
Nr. 183 på verdensranglisten. Danske mesterskaber senior: 2. Danske mesterskaber ungdom: 6. 
Tobias spillede på FC Saarbrücken 1. Bundesliga-hold den 4/11-2018, hvor han bidrog til holdets 3-0 sejr over Post SV Mühlhausen ved at vinde sin kamp mod tjekkiske Lubomir Jancarik (nr. 87 på vr.) med 3-2 i sæt.
Ved World Tour Bulgaria Open i Panagyurishte i midten af august 2018 vandt Tobias med 4-2 i sæt over nr. 63 på verdensranglisten Ovidiu Ionescu fra Rumænien i indledende kvalifikationspulje.
Tobias vandt 5/3-2017 både det danske mesterskab i herresingle og det danske mesterskab i herredouble sammen med Claus Schou Nielsen, Roskilde.
Tobias havde VM debut i 2016. Han har i denne sæson spillet for Saarbrücken i den tyske Bundesliga samt i den tyske 2. Bundesliga.
INSTAGRAM: @tobiaskrasmussen

Michael Maze, født 1/9-1981. Klub: Roskilde.
Nr. 234 på verdensranglisten. Højeste placering på verdensranglisten: Nr. 8 (januar 2010)
Europamester i single 2009. Europamester hold 2005. VM bronze i single 2005. Bronze i herredouble ved OL Athen 2004 (med Finn Tugwell). Europa Top 12 vinder 2004.
Født 1. september 1981 på Amager - opvokset i Fakse.
Professionel (1997-2006) i Borussia Düsseldorf, (2006-2008) i franske Levallois SC, (2008-2010) samt (2013-2016) i Roskilde Bordtennis og (2010-2013) i russiske Ural Mining Metallurgical Company.
1996: EM-guld i drenge single og EM-sølv i drenge double i Tjekkiet.
1998: EM-sølv i junior single og EM-sølv i junior double i Italien.
1999: EM-guld i junior single og EM-guld i junior double i Tjekkiet.
2000: EM-bronze for hold. 1/8-finalist ved OL i herredouble i Sydney med Finn Tugwell.
2002: Nåede semifinalen i single ved Pro-tour afdelinger i Farum og Sao Paolo, hvor han også nåede semifinalen i herredouble.
2003: Nr. 3 ved Europa Top 12. Kvartfinalist i både single og double ved EM
2004: OL-bronze i double med Finn Tugwell i Athen og sejre i Europa Top 12 i Frankfurt og Danish Open i single i Århus, hvor det også blev til finalenederlag i herredouble.
2005: VM-bronze i single i Shanghai efter en vanvittig kvartfinalekamp mod kineseren Hao Shuai, hvor Maze var nede med 0-3 i sæt og 7-10 i 4. sæt, inden han vendte kampen på hovedet og vandt med 4-3 efter, at han bl.a. gled på gulvet og siddende returnerede med et underskruet baghåndsslag på en Shuai-matchbold ved 10-9 i 4. sæt. I 1/8-finalen havde Maze forinden vundet med 4-0 i sæt over den topseedede kineser, Wang Hao - en kamp, som han selv har udnævnt som en af de bedste i karrieren.
EM-guld for hold i Århus (de øvrige der spillede på det danske landshold var Allan Bentsen og Finn Tugwell).
Modtog BT’s Guld.
2006: Nr. 3 ved Europa Top 12 i København. Nåede semifinalen i single ved Pro-tour i Skt. Petersborg, Rusland.
2007: EM-bronze i single i Beograd, Serbien.
2008: Nr. 2 i herresingle ved Pro-tour i Polen.
2009: EM-guld i single og EM-sølv for hold i Stuttgart. I single efter finalesejr over Werner Schlager. I semifinalen havde Maze vundet 4-3 over den tredobbelte europamester Timo Boll, Tyskland. En af de kampe som Maze har betegnet som en af de bedste i karrieren.
Nåede som den eneste europæiske spiller mellem de otte bedste ved VM i Yokohoma, Japan.
Nr. 3 ved Europa Top 12 i Düsseldorf og kvartfinalist i herresingle ved World Cup i Moskva.
2012: OL-kvartfinalist i London efter et smerteligt nederlag til tyske Dimitrij Ovtcharov med 9-11 i syvende sæt. Et nederlag som Maze til BT har betegnet som karrierens største skuffelse. Forinden havde Maze spillet en af karrierens efter eget udsagn bedste kampe, da han vandt 4-0 i sæt over den tredjeseedede japaner Jun Mizutani i 1/8-finalen.
2014: Nr. 2 ved DHS Europe Cup (Europa Top 12) i Lausanne efter sejr over verdens nr. 6 Dimitrij Ovtcharov fra Tyskland. Kvartfinalist i herresingle ved Pro-tour i Magdeburg.
INSTAGRAM: @maze.michael

HOLLAND

Ewout Oostwouder, nr. 123 på verdensranglisten, født: 4/11-1993 i Zijpe (25 år)
Spiller for Næstved i Stigadivision. Dansk mester for hold i 2017 med Roskilde.
Bor og træner til dagligt i Slagelse. Skal spille DM-finale for hold for Næstved mod Roskilde i næste uge.
Hollandsk mester i herresingle i 2014, 2015 og 2018.

Laurens Tromer, nr. 162 på verdensranglisten, født: 3/4-1995 i Schiedam (24 år).
Bedste verdensrangliste-placering nr. 142 i november 2018. Dansk mester for hold i 2018 med Roskilde.
I denne sæson spiller Laurens for Istres i den franske liga.
Hollandsk mester i herresingle i 2016 - tabte finalen i både 2015 og 2017.

Rajko Gommers, nr. 237 på verdensranglisten, født: 8/6-1995 i Etten-Leur (23 år). Venstrehåndet.
Spiller i denne sæson for klubben Sokah i Belgien.
Hollandsk mester i herresingle i 2017 og 2019 (4-2 i sæt i finalen over Oostwouder).

Danny Heister (coach)
11 gange hollandsk mester i herresingle. Til dagligt coach i Borussia Düsseldorf i Tyskland, hvor han bl.a. har Timo Boll under sine vinger. Borussia Düsseldorf vandt Champions League i sidste sæson, men tabte i år i semifinalen til Jonathan Groths russiske hold.

SCHWEIZ

Lionel Weber, nr. 151 på verdensranglisten, født 29/4-1996 (23 år). Klub: TTC Rio-Star Muttenz, Schweiz.
Weber har vundet det schweiziske mesterskab i herresingle fire gange senest i år (2019).
I marts 2019 vandt Weber over Samuel Walker, England (WR 86) i Challenge Tour’en i Spanien, som i øvrigt blev vundet af Roskildes Yujia Zhai.
To gange har Weber spillet med i Europe Top 16 Cup på et wildcard til værtsnationen. Var med på et wildcard ved Europe Top 16 Cup i Montreux i Schweiz, der blev afviklet i starten af februar. Her tabte han i 1/8-finalen (første kamp) til Jonathan Groth.
Jonathan Groth, Danmark (nr. 7 i Europa) - Lionel Weber, Schweiz (nr. 72 i Europa), 4-0 (11-6, 11-5, 11-8, 11-7).

Lars Posch, nr. 283 på verdensranglisten, født: 3/4-1999 (20 år). Klub: TTC Wädenswil, Schweiz.
Lars Posch vandt sølv i herresingle ved de schweiziske mesterskaber i 2018.

Dorian Girod, nr. 655 på verdensranglisten (19 år). Klub: CTT ZZ-Lancy, Geneve, Schweiz.
Girod er den eneste fransktalende af de fire spillere.

Pedro Osiro, nr. 883 på verdensranglisten (17 år). Klub: TTC Bietigheim-Binningen, Tyskland.
Den yngste af de fire schweiziske spillere. Vandt sølv i 2019 i herresingle ved de schweiziske mesterskaber, hvor han tabte finalen til Lionel Weber.

Samir Mulabdic (coach)

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson: 
Linus Mernsten
Kontaktperson tlf.: 
+46 72 301 41 11
Kontaktperson e-mail: