Billedet er fra hold-EM i september 2017. De tre spillere yderst til højre Anders Lind, Tobias Rasmussen og Jonathan Groth er med i landsholdstruppen i Odense sammen med Michael Maze. Foto: Privat.
Ved det individuelle EM i Alicante i Spanien stod danske og svenske spillere overfor hinanden i to spændende kampe i 1. runde i herresingle.
19-årige Anders Lind leverede en stor overraskelse, da han sendte den 8. seedede svensker Mattias Falck ud af turneringen med en 4-3 sætsejr efter at have overlevet to matchbolde i 7. sæt. Tobias Rasmussen var ikke langt fra at gøre Lind kunststykket efter, da han førte med 3-1 i sæt over Jon Persson, Sverige og var godt med i femte sæt, som dog blev tabt med 11-8. Derefter overtog svenskeren kampen og vandt de to sidste sæt med 11-1 og 11-5.
I dag, tirsdag den 2. oktober kl. 19.00 mødes Danmark og Sverige i en vigtig EM-kvalifikationskamp i Odense Rådhushal.
Det danske herrelandshold har tabt de to første kampe i EM-kvalifikationen med henholdsvis 3-2 til Spanien (i Roskilde) og 3-1 til Sverige (i Halmstad). Læs mere her
For begge lande er kravet en sejr, hvis Spanien, der har lagt sig i spidsen for kvalifikationsgruppen, skal indhentes. Det er sidste udkald for de danske bordtennisherrer for en direkte kvalifikation til EM i Nantes i Frankrig næste år. Et nederlag mod Sverige eller i sidste kamp mod Spanien vil betyde, at Danmark skal ud i en ny kvalifikationsrunde om at komme til EM.
I Odense Rådhushal stiller Sverige med deres bronzehold fra VM i Halmstad. Danmark har Europas nr. 6 Jonathan Groth, rutinerede Michael Maze og de to formstærke Anders Lind og Tobias Rasmussen i truppen, mens Sverige forventes at stille op med bl.a. EM-bronzevinder i herresingle Kristian Karlsson, der også vandt sølv ved EM i herredouble med Mattias Falck – henholdsvis Europas nr. 8 og 9. Ud over disse to vil Sverige sandsynligvis have Anton Källberg og Jon Persson i truppen.
Der er så sandelig lagt op til en spændende landskamp i de fantastiske omgivelser i Odense Rådhushal. Yderligere oplysninger kan fås hos formanden for OB-Bordtennis Asger Raahauge Rasmussen på mail: ARA@vucfyn.dk.
Der er altid noget helt særligt over landskampene mod Sverige. DBTU’s pressechef Arne Madsen har set nærmere på statistikken:
Vi er bagud på point
Det er ikke nok med at vi tabte Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Vi taber næsten også altid til dem i bordtennis.
Det danske herrelandshold har mødt Sverige 72 gange. Det er blevet til fire sejre og 68 nederlag med en score på 61-369. Vi har vundet 58 singler af 361 og tre doubler af otte.
Hvis vi skal dryppe lidt malurt i bægeret har to af sejrene været sejre ved de Nordeuropæiske mesterskaber, hvor svenskerne ikke altid har stillet i stærkeste opstilling, og en sejr ved en landskamp i Næstved. Den sejr der har gjort mest ondt på svenskerne var formentlig 3-2 kampen ved EM i Ostrava i 2010, hvor Allan Bentsen, Kasper Sternberg og Christian Kongsgaard slog Pär Gerell, Jens Lundquist og Robert Svensson.
Den første danske sejr sikrede Danmark det Nordeuropæiske mesterskab i 1998 med en 3-1 sejr til Michael Maze, Finn Tugwell og Mads Sørensen. I 2006 var det Christian Kongsgaard, Christoffer Pedersen og Jakob Asmussen, der vandt en klar 3-0 sejr ved NETU mesterskaberne på Island og den sidste sejr blev vundet i en landskamp i Næstved i 2007, hvor Michael Maze, Finn Tugwell og Christoffer Pedersen lammetævede Pär Gerell, Jens Lundquist og Jon Persson 5-0.
Første landskamp
Den første landskamp mellem Danmark og Sverige blev spillet i 1928 og da var vi jævnbyrdige, men vi tabte til sidst 4-5. August Jørgensen og Alf Nilsson vandt hver to sejre for Danmark. Herefter dalede interessen for bordtennis i Danmark og Dansk Bord Tennis Union blev først etableret i 1943.
I 1946 genoptog vi landskampsamarbejdet med Sverige med en landskamp i Helsingborg. Leif Skovgaard stod for den danske sejr i nederlaget på 1-5. Det blev ligeledes 1-5 året efter i København. Her var det Christian Juhl, der stod for den enlige sejr og ligeledes ved Nordiske mesterskaber i København i 1949, hvor Knud Runckel stod for den danske sejr.
Vi skal helt frem til 1956 og syv 5-0 nederlag senere, før Einar Lyttik vinder over Toni Borg i 1-5 nederlaget i Vordingborg. Lyttik havde følgeskab af de to defensive Helmuth Jespersen og Hardy Holmstrøm. Lyttik vinder også en enkelt kamp i 1-5 nederlag i 1957 og 1959.
I Sverige havde man på de tider en ”dansker klub”. Den bestod af spillere, der havde tabt til en dansker. Det var en lille og eksklusiv klub. I 1961 blev Christian ”Pille” Heyerdahl æresmedlem, idet han præsterede som den første svensker at tabe til den samme dansker to gange ved VM i Peking, hvor han tabte til Harry Wiingaard i både hold og den individuelle turnering.
Det bliver ved de sædvanlige nederlag på 0-5 og 1-5 op gennem den første svenske storhedstid med Hans Alsér, Kjell Johansson og Stellan Bengtsson. I 1961 vinder Freddy Hansen ved NM i Bergen i 1-5 nederlaget, Niels Ramberg slår Carl-Johan Bernhardt i 1963 og ved NM i Nyborg i 1965 vinder Niels Ramberg i 1-5 kampen mod den senere formand for BTK Rekord (Helsingborg bordtennis) Bengt Levin. Samme Ramberg vinder tre kampe i 3-5 kampen i Helsingborg i 1965.
En af de bedre resultater får vi i 1971 ved NM i Oslo, hvor Freddy Hansen og Claus Pedersen sætter svenskerne lidt i arbejde i deres 5-2 sejr. Claus Pedersen står for to enkeltsejre mere i 70’erne mod storebror Sverige.
I et fornemt NM i Hørning i 1981 vinder Claus Pedersen over Erik Lindh og Kim Kartholm taber 22-20 i afgørende sæt til debutanten den 15-årige Jan-Ove Waldner i nok et 1-5 nederlag.
Ved VM i Göteborg i 1985 spiller Claus Pedersen fremragende mod Sverige og vinder både over Jan-Ove Waldner og Ulf Bengtsson i 2-5 kampen.
Ved NM i 1990 bliver det et knebent nederlag på 3-5 med sejre til Allan Bentsen to og Mogens Sonnichsen, der dog i sidste kamp taber til den senere sportspsykolog i FCK Johan Fallby.
Ved NM i Brønderslev i 1992 er vi første gang tæt på gevinst, men trods sejre til Lars Hauth og Allan Bentsen over Thomas von Scheele taber vi 2-3.
Første sejr efter 71 år
Danmark vinder det første NM for hold i 1998 i Lørenskog i Norge og den første kamp mod Sverige, da Michael Maze, Finn Tugwell og Mads Sørensen slår Sverige 3-1.
Vi var lige ved, men tabte 3-1. Paradoksalt og bittert nederlag til Maze, Monrad og Bentsen ved VM i Osaka i 2001. Maze bringer Danmark foran ved at slå Peter Karlsson. Bentsen har stærkt fat i Fredrik Håkansson i anden kamp, men tabte med 22-20 og 21-19 og Monrad er ligeledes tæt på Waldner men taber 21-23 og 19-21 og i sidste match taber Bentsen 24-26, 14-21 til Peter Karlsson.
Et andet uhyre tæt opgør fandt sted i Skt. Petersborg i 2008. Her fører vi 2-1 og Kasper Sternberg og Finn Tugwell taber de to sidste mod henholdsvis Jon Persson og Pär Gerell med henholdsvis 11-8 og 11-6 i afgørende sæt.
I 2010 vinder vi så to gange. Den meriterende sejr i Ostrava ved EM i 2010 på 3-2 er nok den, der har gjort mest ondt på vores brødre i øst.
Vi tabte 0-3 i Kuala Lumpur men kunne lige så godt have vundet. Jonathan Groth taber 11-9 i afgørende i første kamp mod Kristian Karlsson. Tobias Rasmussen har matchbolde i anden kamp men taber 17-15 ved stillingen 2-1 i sæt, og i tredje kamp fører Mikkel Hindersson 2-1 i sæt men taber 2-3.
I det første opgør i kvalifikationskampene til EM i 2019 i Nantes vandt Sverige 3-1, hvor Jonathan Groth vandt over Jon Persson.
Jonathan Groth, Michael Maze, Anders Lind og Tobias Rasmussen har ikke historien med sig før opgøret i Odense, men heldigvis er vi blevet mere jævnbyrdige og svensken er ikke længere umulige at slå. Vi ser frem til den femte sejr i Odense tirsdag den 2. oktober 2018.
Danske sejre i landskampe mod Sverige
Claus Pedersen 10, Allan Bentsen 6, Niels Ramberg 5, Michael Maze 4, Christoffer Pedersen 3, Finn Tugwell 3, Einar Lyttik 3, August Jørgensen, 2, Alf Nissen 2, Christan Kongsgaard 2, Freddy Hansen 2, Jakob Asmussen 1, Mads Skovsen 1, Harry Wiingaard 1, Mogens Sonnichsen 1, Jonathan Groth 1, Kasper Sternberg 1, Kim Høgsberg 1, Martin Monrad 1, Chritian Juhl, 1, Knud Runchel, Lars Hauth, Leif Skovgaard 1.