Rosenmeier og Spicker tabte VM-semifinale

Dato: 
19.05.2017

- for klasse 6-hold. Det er første gang, der afvikles et særskilt VM for landshold i parabordtennis

"Øv øv øv øv!!! Det var så tæt på, men alligevel så langt fra. Vi henter 0-2 til 2-2 i doublen og 5-10 til 9-10... Så pisse ærgerligt! Tusind tak for den helt fantastiske støtte undervejs! Det blev ikke til guld, men støtten er guld værd uagtet!!! Vi kommer stærkere tilbage, EM i slut september og der vinder vi hele lortet! Over and out", skriver Peter Rosenmeier på facebook.

Indledende pulje
Onsdag, 17. maj kl. 14.15
Danmark - Chile...2-0
Peter Rosenmeier/Michal Spicker Jensen - Cristian Dettoni/Matias Nicolas Pino Lorca, 3-1 (11-13, 11-3, 11-9, 11-3)
Peter Rosenmeier - Cristian Dettoni, 3-0 (11-7, 11-8, 11-7)

Torsdag, 18. maj kl. 17.45
England - Danmark...2-1
Paul Arif Karabardak/Martin Robert Perry - Peter Rosenmeier/Michal Spicker Jensen, 1-3 (5-11, 6-11, 11-8, 10-12)
David Paul Wetherill - Peter Rosenmeier, 3-1 (11-7, 12-10, 6-11, 11-7)
Paul Arif Karabardak - Michal Spicker Jensen, 3-2 (7-11, 4-11, 11-8, 11-6, 11-3)

Fredag, 19. maj kl. 10.45
Danmark - Slovakiet...2-0
Peter Rosenmeier/Michal Spicker Jensen - Alexander Nagy/Gabriel Csemy, 3-0 (11-9, 11-2, 11-9)
Peter Rosenmeier - Alexander Nagy, 3-1 (11-4, 11-9, 4-11, 11-4)

Fredag, 19. maj: kl. 17.45 (semifinale)
Spanien - Danmark...2-0
Alvaro Valera/Alberto Alcazar Seoane - Peter Rosenmeier/Michal Spicker Jensen, 3-2 (11-9, 11-7, 5-11, 9-11, 11-9)
Alvaro Valera - Michal Spicker Jensen, 3-0 (11-6, 11-6, 11-6)

Pressemeddelelse

Bronze til Rosenmeier og Spicker Jensen ved historisk VM i parabordtennis

Det danske makkerpar tabte VM-semifinalen i Bratislava til de senere guldvindere fra Spanien. Først blev danskerne slået i en tæt double, og efterfølgende var Michal Spicker Jensen chanceløs mod den spanske verdensetter Alvaro Valera.

Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen (klasse 6) gik efter guldet ved historiens første VM i parabordtennis for hold, men den danske duo, der sammen blev europamestre i Vejle i 2015, manglede de sidste procenter for at kunne nå målsætningen.

- Generelt savnede begge spillere ti procent på niveauet. Michal var for ustabil, og Peters baghåndsspil var ikke optimalt. Men indstillingen har været upåklagelig, og vi var ganske få point fra at vinde doublen mod Spanien. Havde vi vundet den, tror jeg, vi havde stået i finalen, siger landstræner Christoffer Petersen.

Det danske hold havde satset ved at lade Michal Spicker Jensen møde Spaniens stjernespiller Alvaro Valera i anden kamp, mens Peter Rosenmeier først skulle møde deres svageste mand, Alberto Seoane, i en eventuel tredjekamp. Doublen var derfor afgørende for de danske chancer, og selvom danskerne kom flot tilbage efter en skidt start og fik fremtvunget et femte og afgørende sæt, kiksede comebacket til slut.

I den følgende kamp fik Michal Spicker Jensen ikke et ben til jorden mod Alvaro Valera, og så var det danske VM-exit en realitet. Det samme var bronzemedaljen, da der ikke spilles om tredjepladsen ved internationale mesterskaber i parabordtennis.

- Vi kan ikke bruge det resultat til noget. Vi er gode nok til at vinde, men marginalerne er små i toppen, og denne gang var vi ikke helt skarpe nok. Jeg glæder mig til at lægge turneringen bag mig og ser frem mod EM i single senere på året, siger Peter Rosenmeier.

Næste opgave for Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen er Bayreuth Open 2017 i midten af juni. EM i parabordtennis afvikles til oktober i Slovenien.

Pressemeddelelse inden VM:

Europamestrene Peter Rosenmeier og Michal Spicker Jensen går efter sejren ved VM-turneringen, der spilles fra den 17. til 20. maj i Bratislava, Slovakiet.

Otte måneder efter triumfen ved de Paralympiske Lege i Rio er Peter Rosenmeier igen på titeljagt. Sammen med sin efterhånden faste doublemakker Michal Spicker Jensen gælder det VM for hold, og for første gang har de to klasse 6-spillere en realistisk chance for at løbe med sejren.

- Kun guldet tæller. Jeg tror ikke, jeg er tilfreds, hvis vi ikke vinder, men der er i princippet fire hold, der ser stærkere ud end de andre og kan spille med om titlen, siger Peter Rosenmeier.

Tidligere har holdturneringen været afviklet som en del af et samlet VM, hvor klasserne er blevet slået sammen. Det har kostet for Peter Rosenmeier og skiftende makkere, som har været tvunget til at spille mod konkurrenter fra klasse 7 og 8 med mindre handicap og mere bevægelighed.

- Vi har været chanceløse under de omstændigheder, så jeg glæder mig meget til dette VM. Det er første gang, at vi stiller op under fair konkurrencevilkår og har en realistisk mulighed for at vinde, siger Peter Rosenmeier.

Otte klasse-6 hold deltager i turneringen, og Danmark møder i det indledende puljespil England, Chile og hjemmeholdet Slovakiet. De to bedste hold går videre til semifinalerne, og landstræner Christoffer Petersen vurderer, at den danske duo har gode muligheder for at vinde puljen.

- Formen er god hos Peter og Michal, som kun er blevet bedre sammenspillet, siden de vandt EM for hold for to år siden ved at slå englænderne i finalen i Vejle. Jeg mener, de har niveauet til at slå alle hernede, hvis de spiller op til deres bedste, siger Christoffer Petersen.

Kampene ved VM spilles som bedst af tre, hvor der først spilles en double og derefter singler.

Peter Rosenmeier
Klasse: 6
Handicap: Arm- og bendefekter
Klub: IH Aalborg og Malmø IF
Bopæl: Malmø
Alder: 33

Michal Spicker Jensen
Klasse: 6
Handicap: Cerebral Parese
Klub: TIK Taastrup
Bopæl: Skovlunde
Alder: 36

Læs mere
Peter Rosenmeier på Facebook: https://www.facebook.com/Rosenmeiertt/
Danmark til PL på Facebook: https://www.facebook.com/Danmarktilpl/
VM-hjemmesiden: http://www.so-tabletennis.com/

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson: 
Christoffer Petersen
Kontaktperson tlf.: 
22 64 00 78
Kontaktperson e-mail: