– og HJ blev nr. 21 ved UEM

 STIGA  ETTU

Danmark afsluttede holdturneringen ved årets ungdomseuropamesterskaber med en sejr – HJ vandt for anden kamp i træk, og slutter dermed som nr. 21.

Asbjørn Reenberg, Sebastian Haack og Ruben Jensen vandt hver en single i holdsejren på 3-2 over Østrig, og herrejuniorerne fik dermed en ægte holdsejr at slutte af på i Kazan.

Dermed slutter Danmark på 21. pladsen i herrejuniorrækken – onsdag indledes den individuelle turnering, hvortil lodtrækningen senere i dag kan ses her på dbtu.dk!

– læs mere om EM for Ungdom 2011 via linket…

18/7 | HJ på tavlen i Kazan
HJ er endelig på tavlen ved EM for Ungdom 2011 i Kazan!

– Danmark slog mandag Slovenien med 3-0, og sikrede sig dermed deres første sejr i Rusland.

Emil Madsen, Ruben Jensen og Asbjørn Reenberg, der fik sin første sejr ved UEM, stod for sejrene – det var kun Reenbergs anden holdkamp, da en rygskade har holdt ham ude af en del af kampene.

Dermed skal herrejuniorholdet spille om 21. pladsen, hvor modstanderen er Østrig – den afsluttende placeringskamp spilles tirsdag kl. 11:00.

17/7 – 20:00 | Danmark er B-nation
Danmarks herrejuniorhold rykkede søndag ned i den europæiske B-gruppe, da de tabte 2-3 til Bulgarien, og dermed forspildte chancerne for overlevelse i det bedste UEM-selskab.

Ruben Jensen og Emil Madsen stod for de danske sejre, mens formiddagens dobbelte singlevinder, Sebastian Haack, måtte gå sejrsløs fra bordet i Kazan – rygskadede Asbjørn Reenberg spillede ikke

For en gangs skyld under UEM var ungdomslandstræner og HJ-coach, Mads Sørensen IKKE tilfreds:

“Det var den dårligste holdindsats nogensinde i min tid som ungdomslandstræner!

Bulgarien har en rimelig god førstemand, men det til trods skal vi normalt have en god chance mod dem – det her var meget langt fra et acceptabelt niveau!

Emil præsterede OK i kampen, men de to andre var langt fra niveauet – Ruben og Sebastian mangler det rigtige spændingsniveau, og er skiftevis helt oppe og nede, og er helt uden retning, hvilket tillige gøre dem meget svære at coache.

Det kan ikke være mangel på rutine, men virker mere tilfældigt, at de ikke rammer hverken det spillemæssige eller mentale niveau hernede, og vi skal efter denne oplevelse kigge os selv i spejlet, og vurdere om vi har gjort noget forkert i forberedelserne op til UEM.”, slutter Mads Sørensen.

HJ spiller nu om placeringerne 21-24, og næste kamp er mandag morgen mod Slovenien.

17/7 – 15:30 | HJ kæmper for overlevelse
Herrejuniorholdet tabte søndag deres play off-kamp om at komme i 1/8-finalerne ved UEM 2011 – det blev 2-3 mod Israel, og dermed skal Danmark spille om at “genoprykke” i A-gruppen.

Danmark har nu tre kampe tilbage i holdturneringen, som alle skal vindes for at man igen er A-hold i 2012 – en udfordrende og spændende opgave, som Mads Sørensen ser frem til:

“Vi skal vinde resten af kampene for også at være i A-gruppen til næste år – det bliver ikke nemt, men både spillerne og jeg tror fuldt og fast på det, men alle skal være “på” for at det kan lykkes.

Vi har tabt fire kampe herovre, så vi ligger som vi har redt, og det er os selv, der skal redde os ud af de problemer vi nu har”, siger HJ-coachen fra Kazan.

Tre genoprykningskampe forude
Sebastian Haack var med to singlesejre den store spiller mod Israel, men det var altså ikke nok til at sikre pladsen i 1/8-finalerne, selvom holdet spillede den bedste holdkamp hidtil:

“Vi taber 2-3 efter en vild holdkamp, som var vores ubetinget bedste herovre.

Sebastian vinder sine kampe over modstandere, der er mere end 30 pladser højere end ham selv på ranglisten – Emil er i sin kamp med til midt i tredie sæt, men 5-4 blev til 6-11.”

Danmark skal nu spille tre “genoprykningskampe”, der alle skal vindes, for at bevare sin status som A-nation til næste års UEM – første udfordring er i aften mod Bulgarien!

16/7 – 17:30 | Danmark blev sidst
Tredie gang var ikke lykkens gang for Danmarks herrejuniorhold ved UEM 2011 – den sidste gruppekamp blev tabt med 1-3 til Sverige, og dermed slutter HJ sidst i Gruppe C.

Ruben Jensen stod for den enelige danske sejr i holdkampen, hvor der var UEM 2011-debut til Asbjørn Reenberg, mens Sebastian Haack sad over mod svenskerne.

Trods endnu et nederlag var coach Mads Sørensen fortrøstningsfuld efter kampen:

“Spillerne leverede deres bedste holdkamp hidtil, og var faktisk ikke langt fra at slå Sverige.

Ruben er ved at være oppe i gear, og slog stærke Victor Frederiksson – Emil førte med 2-0 mod Anthony Tran, men kunne desværre ikke holde niveauet hele kampen.

Asbjørn spillede sin første kamp ved mesterskaberne, og leverede en godkendt indsats, selvom timingen ikke var helt i top – alle viser altså stigende formkurve inden play off-kampen i morgen.”

16/7 – 11:30 | HJ tabte nøglekamp
Danmarks herrejuniorhold tabte også den anden kamp ved EM for Ungdom 2011 – det blev 1-3 mod Litauen i en holdkamp, hvor man igen stillede op uden Asbjørn Reenberg.

Debutanten Emil Madsen stod for den enlige danske sejr – det var Madsens UEM-jomfrusejr!

Trods nederlaget var coach Mads Sørensen tilfreds med kampen:

“Det var en godkendt indsats – især Emil leverede varen, og han indtil videre gjort det godt i sin debut, og er gået helt uimponeret til opgaverne herovre – Sebastian Haack spillede en super kamp mod deres førstemand, men taber til sidst med 8-11 i afgørende sæt.

Samlet blev der vist gode takter, men vi mangler stadig 10-15% til vores maksimale niveau!”

HJ’erne spillere deres sidste gruppekamp senere lørdag, hvor der venter et skandinavisk broderopgør mod Sverige, hvor Asbjørn Reenberg forventes at debutere ved årets UEM.

Vores blå/gule naboer er klare favoritter, men uanset resultatet, ligger det fast, at Danmark må en tur i play off om en plads i søndagens 1/8-finaler.

15/7 | Klart nederlag til HJ
HJ-holdet fik en hård start på UEM 2011, hvor det blev til et nederlag på 0-3 mod England.

Det blev til tre vundne sæt for den danske trio, der stillede op uden Asbjørn Reenberg, der op til EM har døjet med en rygskade – HJ’erne stillede med Sebastian Haack, Ruben Jensen og Emil Madsen.

Ungdomslandstræner og HJ-coach Mads Sørensen udtalte efter sejren:

“Emil var den eneste, der spillede op til sit niveau, og kunne med lidt mere kølighed i de afgørende øjeblikke have vundet sin single, der nu i stedet blev tabt med 2-3 efter føring på 2-0.

Sebastian og Ruben var ikke mentalt klare, og spillede ikke op til deres potentiale, og aftenen skal for både deres og de øvrige to spillere bruges til lidt træning, samt til at nulstille hovederne.

I morgen venter en meget vigtig kamp mod Litauen, så forhåbentlig er alle klar i morgen i en af nøglekampene”, slutter ungdomslandstræneren fra Kazan.

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 29 62 35 05
Kontaktperson e-mail: mads.sorensen@dbtu.dk