DBTU står overfor en spændende, men også udfordrende tid. Jeg har tidligere orienteret om forandringerne i DIF´s støttestruktur og den strategiaftale, som er udsprunget heraf. Den aftale skal vi nu til at levere på.
Vi skal have udbredt sporten til flere børn og unge, og vores klubber skal være klædt på til at tage imod dem og ikke mindst fastholde dem. Det kræver en stor rekrutterende indsats, hvor nogle af hovedindsatserne er Skole OL og nye kommunikationsformer.
I forhold til at udvikle klubberne til at skabe et miljø, som udvikler og fastholder børnene, er uddannelse en hjørnesten i strategiaftalen. Den nye træneruddannelse har stor fokus på den kultur/miljø skabende træner og de tilbagemeldinger, som jeg har fået fra de første kursister er meget positive.
Fra seneste bestyrelsesmøde den 15. december vil jeg fremhæve 4 punkter.
Budget 2018. Vi bruger megen tid på at diskutere den såkaldte interne finansiering, altså den finansiering, som kommer fra egne rækker. Her er eneste indtægtskilde i dag licenssystemet, da klubberne ingen kontingent betaler til DBTU ligesom der ikke er et individuelt medlemskontingent til DBTU. Er det sådan vi ønsker det i fremtiden? Hvordan finansierer vi bedst og mest retfærdigt de aktiviteter, som budgettet afspejler? Det er der flere meninger om, men uanset holdning må vi indse at den interne finansiering bliver vigtigere i takt med at den offentlige finansiering kommer under pres.
Planlægning af ledermødet den 20. januar i Odense. Betydningen af en bred opbakning ude i klubberne til de beslutninger, som skal føres ud i livet kan ikke overvurderes. Jævnfør budgetovervejelserne er det centralt at få inddraget klublederne i diskussionen. Det er mindst lige så afgørende at få skabt en fælles forståelse af, hvordan og hvem der skal få tingene til at ske. Derfor er det så vigtigt at tilslutningen til ledermødet bliver så stor som muligt og derfor har vi i bestyrelsen valgt at bruge både tid og penge på at lykkedes hermed.
Samarbejdet med Parasport Danmark. I Parasportens strategiaftale med DIF står der eksplicit at de skal udvikle forpligtigende partnerskabsaftaler omkring det sportslige arbejde med de 4 PL-idrætsgrene, hvoraf bordtennis er en. Det er vi glade for. Vi vil meget gerne indgå i et tæt og forpligtigende partnerskab, hvor DBTU tager ansvar for det sportslige set-up. Det kræver imidlertid også ressourcer og de skal på en eller anden måde følge med opgaverne. Arbejdet med paradelen af vores sport må ikke komme ikke til at tage ressourcer fra det øvrige arbejde og det er heller ikke hensigten. Jeg er derimod overbevist om at det vil styrke DBTU generelt.
Landskampe i 2018. Efter ændringen i turneringsformen skal vores landshold spille tilsammen 5 hjemmekampe i 2018 fordelt med 3 for damerne og 2 for herrerne. Vi håber meget på at der vil være opbakning til at arrangere disse kampe og i bestyrelsen glæder vi os over at B75 og Hillerød har budt ind på arrangementerne. Interesserede klubber kan stadig nå at melde sig på banen. Vi glæder os til på denne måde at præsentere vores bedste spillere på dansk grund i landsholdstrøjen.
Sluttelig vil jeg gerne på bestyrelsens vegne ønske alle et rigtig godt nytår.
Sportslig hilsen