Meget mere end bordtennis

Dato: 
11.01.2018

- en jubilæumsartikel fra Dennis Skaarup, medstifter af Penthouse CPH

Aftalen om støtten til Stigadivisionsholdet Penthouse CPH er på plads. Fra venstre Kasper Sternberg, Dennis Skaarup og Lars Eckeroth. Foto: Carsten Egeholt.

Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.

Meget mere end bordtennis

Af Dennis Skaarup, ejer af natklubben Penthouse og medstifter af Penthouse CPH

For ca. 5 år siden fik en fodboldkammerat mig med op i de gamle CIK bordtennis lokaler på Christianshavn, blot til lidt hygge bordtennis, da jeg havde fortalt ham, at jeg havde spillet et par år som drengespiller.
Bordtennis var i mine drengeår blot en af fire sportsgrene, jeg dyrkede samtidigt. Men da jeg som teenager pludselig skød i vejret, så var det mere oplagt for mig at bruge mere tid på at spille basketball, hvor jeg kunne bruge min højde i stedet for bordtennis.

30 år senere stod jeg så igen med et bat i hånden, og der gik ikke mange minutter, før jeg blev fanget af den intense præcisions sport. Det irriterede mig selvfølgelig ikke at kunne slå de gamle CIK spillere, så jeg tænkte, at jeg måtte komme i gang med at træne og få spillet nogle stævner og derved kampe.
Jeg havde på det tidspunkt spillet oldboys- og veteranfodbold gennem små 10 år, samtidigt med at jeg passede min virksomhed, natklubben Discotek IN - senere Penthouse. Til vores fodboldkampe og træning var der ingen tilskuere, måske et par holdkammerater der kom med lidt tilråb fra sidelinjen, men ellers ikke. Derudover dyrkede jeg Tai Chi, som primært er en motionsform, der dyrkes af voksne mennesker.
Jeg havde derved i rigtig mange år ikke fulgt sportsudvikling, træning og kampe for unge mennesker/børn.

Træningsmiljø af høj kaliber

Jeg dyrkede som barn og ung seks forskellige sportsgrene, fodbold, svømning, udspring, bordtennis, basketball og sluttede mine teenageår af med kampsporten taekwondo.
Tae = fod/sparke, Kwon = næve/håndteknik, Do = systemet/kunsten/vejen. Så Taekwon var alt vedr. teknikken, selve træningen fysisk, men til hver træning trænede vi også ”Do” - vejen, disciplin, sammenhold, værdsættelse, afhængigheden af hinanden for at kunne træne og udøve sporten, og derved trænede vi også respekten for hinanden og at man skal opføre sig ydmygt for at klare sig her i livet.

Taekwondo var et samspil mellem trænere og udøvere, og der var ikke brug for nogen anden indblanding, dengang. Derfor sagde vi pænt farvel til tilskuere og forældre, når træningen startede, og så handlede det hele om træning - udvikling om den energi, der var mellem udøverne og trænerne. Vi havde et fantastisk træningsmiljø, man bukkede for hinanden og udviste derved respekt for dem som var mere lærde - højere gradueret.
Jeg tog til mit første bordtennis stævne et års tid efter, jeg var startet til bordtennis - dvs. for ca. fire år siden. Der var en meget intens stemning, som der jo er i en hal med 28 bordtennisborde. Spillere overalt som varmede op og spillede kampe. En masse børn og unge mennesker blandet med voksne, der blev spillet over alt. Det hele så rigtig godt ud og virkede til at være en super sund måde det hele foregik på. Spillet havde ingen alder, unge som gamle spillede mod hinanden, piger mod drenge osv. Fantastisk tænkte jeg.

Manglende fokus på udvikling

Efter et par stævner dykkede jeg lidt mere ned i, hvad der foregik. Mange steder syntes jeg, det så ud til at mange af de unge virkelig hyggede sig. Især i de lavere børnerækker, hvor de unge var forholdsvis nye udøvere, der så det ud til at forældre og trænere sludrede lidt om tingene, grinede og det samme gjorde spillerne.
Men efterhånden som jeg så kiggede lidt nærmere på dem, som var lidt bedre - de bedste og næstbedste ungdomsrækker, ændrede jeg syn på det, som foregik. Den leende tilgang til spillet mellem spillere, trænere og forældre havde klart ændret karakter fra, at det var en fritidssport til, at det var virkelig seriøst.

Måden og tilgangen til hvordan det foregik var en smule skræmmende. Her mødte jeg meget engagerede forældre samt trænere og unge udøvere, som havde en helt anden tilgang til spillet.
Unge udøvere som græd når det gik dem dårligt, midt i kampen, som råbte, sparkede til bordet, smed med battet som om spillet gjaldt liv eller død. Hver kamp havde en virkelig stor betydning for disse unge udøvere. Trænere som coachede deres spillere hele vejen igennem kampene, som om at trænerne havde en masse på spil. Men endnu mere rystende var det at høre forældrene og trænerne taler med og om disse unge spillere, fortalte dem nøjagtigt, hvordan de skulle spille: ”Han burde have vundet den kamp. Nu tabte han eller hun 20 rating point og du ved, hvad det betyder”.
Der blev talt om udtagelser til stævner som Top 12, ungdomslandsholdet og det hele blev målt i resultater. Vandt du eller tabte du osv.

Efterhånden som jeg deltog i flere og flere stævner, kunne jeg slet ikke lade være med at involvere mig i, hvad pokker der foregik, efterhånden som jeg fik talt med flere og flere spillere samt forældre, og derved kom tættere og tættere på, hvordan det hele egentligt foregik. Trænere, træning, fokus, det mentale, hvad det hele drejede sig om for disse unge spillere, deres forældre og trænere - alles succes blev målt ud fra de unges spilleres resultater. Der blev primært talt om kampene, resultaterne, og når man talte om træn mere, flere timer, mere Kina-træning osv. osv. - så var det med fokus på - overfor spillerne - at så kunne de vinde flere kampe.

Fokus på udvikling fordi det er sjovt at blive bedre, på processen, analysere, at lære de unge spillere at begå sig socialt, at skabe et godt træningsmiljø, at tænke bordtennis selv, at spænde af, at tabe og vinde er ligeligt en del af spillet, og at man bruger det til at videreudvikle sig, det var der så og sige ingen fokus på fra hverken forældre eller træneres side af. Det drejede sig om at skaffe så god sparring til sine børn, at trænerne skulle have så meget fokus på netop deres børn og give dem mere træning end de andre og i forældrenes ånd hed det - man vil jo sit barn det bedste.

Trænerne gik rigtig meget op i at udse sig det næste store talent, som kunne gå hele vejen og nå toppen af eliten nu og her samt måske også som elite senior spiller. Trænerne målte sig selv på spillernes resultater, opnår de medaljer til DM, så er det træneres fortjeneste. Om det var som yngre drenge/pige, drenge/pige eller juniorrækkerne var ligegyldigt - man skulle bare skabe vindere her og nu - vinde klubpokaler som mest vindende klub og det nemmeste var jo at skabe vindende ungdomsspillere.

Når trænerne mente, de spottede et talent, så brugte de uhensigtsmæssigt meget tid på disse udøvere i truppen og de andre satte de blot til at spille med hinanden, mens de kørte Kina-træning eller primært stod omkring de ”spottede” talenters bord og rådgav dem i forhold til øvelser og måden at udføre dem på. Motiverede dem til at blive hurtigere, træne hårdere og mere hele tiden.

Katastrofen er nær

Jeg må indrømme, at jeg blev og er i dag rimeligt rystet over, hvordan tingene foregår.
Det træningsmiljø jeg kom fra for 30 år siden, havde stået stille siden. Havde vi virkelig en sport her, som helt havde tilsidesat alt fornuftig tankegang og med hovedet under armen blot ville se resultater her og nu, uden hensyntagen overfor, hvor mange unge mennesker som følte sig forbigået, tilsidesat og ikke værdsat af deres træner. Hvor mange tabere man skabte i denne sport, og som ville holde op indenfor kort tid.

Hvor mange stakkels unge mennesker man satte en skræk i livet for at tabe sine kampe nu, hvor alle omkring dem satsede så meget på dem. Trænere som havde spottet dem, forældre som brugte tid og mange penge på dem og det hele for at opnå resultater. Hvordan har man kunnet overse, hvilken kraftig og helt uundgåelig præstationsangst, som man har skabt hos vores unge udøvere gennem årene uden at give dem nogen som helst værktøjer til at tackle disse problemer, som følger med. Nej, man brugte bare ordene: ”Enten har man det i sig eller også har man det ikke” - altså at kunne styre det mentale pres.

Det fastlåste ’mindset’ stødte man på overalt, hos spillere påvirket fra deres forældre og trænere.
Man hørte og hører stadigvæk sætninger som, ham eller hende kunne virkelig være blevet til noget - de var gode som drenge eller pigespillere, men så kunne de ikke klare presset og stoppede.
HVOR VAR ”DO’et? - som jeg havde lært det i Taekwondo. Altså vejen, disciplin, sammenhold, afhængigheden af hinanden, tackle pres og fokusere på udvikling.
Hvem stod for at give de unge værktøjerne til at klare det pres, som de var udsat for fra alle sider af?

Her havde man en fantastisk sport, en fantastisk fritidsinteresse, hvor der ikke var den store økonomi at hente ved at blive elitespiller. En sport hvor meget få kan leve af at spille, og gør de det, så bliver de ikke rige af at spille, men kan leve af det uden den store luksus. Ikke som fodbold hvor der er plads til mange professionelle spillere. Her har man en sport, hvor udøverne virkelig skal ville spille for sportens skyld, træne fordi de har lyst, viljen og motivationen for at udvikle sig og blive god til netop det spil her, og ikke fordi de skal leve af det på et tidspunkt.
Så efter nogle års analyse besluttede jeg mig for at gå langsomt mere ind i sportens udvikling.

Eliten møder bredden

Det startede med at forsøge at udligne eliten og bredden. Jeg havde længe set, at dem der var noget i sporten og opnåede respekt, var elitespillerne i alle aldre. En gruppe spillere som faktisk var lidt for sig selv. De talte sammen og kun få af dem blandede sig med andre spillere og forældre. Nogen breddespillere kaldte elitespillerne, især ungdomsspillerne for nogle små snobber, nogle forkælede møgunger der troede, de var noget osv.
For at starte et sted inviterede jeg nogle elitespillere og breddespillere til at deltage i en social handicap-turnering, som man kender det fra golf. De lavest ratede var foran på point, 1 point for hver 100 rating points difference dog max. 5 point. En stor række hvor alle kunne møde hinanden fra de bedste til de dårligste, for at nedbryde forskellen socialt mellem bredden og eliten i bordtennis. Det var kun for seniorer, da man efterfølgende spiste sammen og hyggede sig med fest og god musik.


Penthouse Cup 2017 afholdt i Remisen i København.

Penthouse Cup blev en realitet første gang i juni 2015 i CIK’s lokaler på Christianshavn. 17-18 spillere tørnede sammen, havde en fantastisk dag, aften og nat sammen. Mange af spillerne havde i forvejen ikke talt sammen. Efterfølgende observerede jeg, hvordan disse spillere, bredde og elite hilste og talte pludselig sammen, når de så hinanden til stævner rundt om i landet efterfølgende.
Året efter ville mange flere deltage, så vi rykkede stævnet til Remisen på Østerbro, og har efterfølgende afholdt det der to gange med mange flere elite- og breddespillere. Dette skulle gerne langsomt skabe ringe i vandet og hentyde til, at vi alle er lige vigtige i vores fantastiske sport - uanset niveau, så drejer det sig jo i sidste ende om, at vi skal have det sjovt og godt sammen.
Derefter kom flere tiltag til. Jeg har støttet primært stævner, hvor der også var en vis grad af social omgang også, som f.eks. mixdouble stævnet MixMatch, eller sandpapirs stævnet, hvor der holdes stor fest efterfølgende. Og så det forhenværende Grand Prix stævne i Valby hallen, som i dag hedder Penthouse International Open.


Penthouse MixMatch 2017.

Mødet med en landsholdsspiller

Til disse turneringer deltog Kasper Sternberg også. På daværende tidspunkt gik han nok for at være Danmarks næstbedste spiller efter Jonathan Groth, så det var jo super at få ham med.
Kasper og jeg havde efterfølgende mange samtaler om, hvordan hans karriere havde forløbet, hvad han havde været igennem, og jeg forsøgte at komme ind til benet på, hvordan fokus kunne ligge så meget på resultater og ikke udvikling allerede fra spillerne var helt unge.
Dialogen med Kasper førte blandt andet frem til, at vi legede med tankerne om at starte et reelt bordtennisakademi i gang i København, hvor vi ville bruge nogle af alle de gode og dårlige erfaringer Kasper havde fra hans opvækst i bordtennisverdenen, og så mine erfaringer som eliteudøver for 30 år siden i en meget mere disciplineret sportsgren. Derudover mine erfaringer fra mange år som selvstændig erhvervsdrivende, hvor jeg har undervist og ledet mere end 3.000 unge mennesker i den primære aldersgruppe 18-25 år, og havde set, hvad de sloges med i deres hverdag. Wau, jeg har samlet mange op gennem tiderne, der har været ude for et kæmpe pres.

Et samfund hvor man hele tiden skal måles, presses igennem studier med økonomisk straf, hvis man ikke klarer tidsudmålingen, samt hvis man havde valgt et forkert studie, så ville det offentlige ikke støtte en ny uddannelse osv. - det pres som jeg har vidst i mange år samfundet og ambitiøse forældre har lagt på deres børn. Disse unge har jeg været med til at guide på rette vej igen, gennem hårdt og disciplineret arbejde, men vigtigst af alt også med medindflydelse på eget arbejdsområde og hele tiden bedt dem selv stoppe i virksomheden den dag, de ikke syntes, det var sjovt længere.

Nytænkning

Dialogen med Kasper førte til første skridt mod at skabe et bedre træningsmiljø for unge mennesker, nemlig at støtte og sponsorere først Københavns og Brønshøjs overbygningshold i Stigadivisionen, hvor Kasper også selv spillede. Det blev en realitet i sæson 2016-2017, hvor jeg kom i tæt dialog med Mads Schiellerup, tidligere formand i Brønshøj samt Lars Eckeroth tidligere formand i Københavns Bordtennisklub. Begge havde forladt posterne som formænd i deres respektive klubber og var gået i samarbejde om overbygningen. Den tog så navneændring til Penthouse CPH i forbindelse med mit sponsorat til holdet.

I løbet af indeværende sæson har jeg nærstuderet en del litteratur indenfor netop sportsudvikling og træningsmiljøer for at blive opdateret på nyeste forskning inden for emnerne.
Lars og jeg deltog i en lang række seminarer om emnet og begyndte at udvikle en håndbog samt leveregler til et Bordtennis Akademi med nye ideer og metoder at udvikle bordtennisspillere på. Således at de også kom ud af puberteten som hele mennesker og ikke som så mange andre stressede forfejlede elite-bordtennisspillere der stoppede, fordi de ikke syntes, det var sjovt længere.


Første skridt mod Akademiet, La Santa 2016.

Penthouse Akademi blev en realitet og startede op i august 2017 med filosofien om, at ”alt er muligt” samt ”vi gør hinanden bedre”. Det skulle være et godt træningsmiljø, hvor vi ville vise de unge vejen samt arbejde med motivation, vilje, selvrefleksion, processen samt mindset.
Dvs. med primær fokus på spillernes udvikling til træning mere end resultaterne til kampene. Der ligger et kæmpe arbejde foran os, for at få ændret træneres, forældres og spilleres syn på, hvordan træning og kampe skal tackles, men også en spændende proces for at få det ændret.

Fremtiden

2018 står for døren og hvad jeg tænker der skal ske de næste år for dansk bordtennis. Ja, mit næste skridt er først og fremmest at få Penthouse Akademi til at køre og tilrettet med de erfaringer, som denne sæson vil bringe os. At det hele tiden skal udvikle sig og følge den opdaterede forskning på udviklingsområdet.
Næste skridt er så at få ændret opbygningen i træningsmiljøerne i klubberne Brønshøj og København, således at der skabes en rød tråd i alle aldre og niveauer fra en ny ung person træder ind af døren til et bordtennislokale for første gang, og til de bliver seniorer, så alle ved, hvad man arbejder med i forhold til spillernes alder og niveau. Det gør, at næste træner spilleren møder ved, hvad spilleren har været igennem, og derved blot kan arbejde videre med det både teknisk og mentalt.
Derefter håber jeg, at vi har skabt en model, som evt. kan spredes rundt i landet til andre klubber. At man kan bruge noget af det, vi har udarbejdet, som inspiration til selv at gå i gang med at udvikle egne nye og bedre træningsmiljøer over hele landet.
Største forhindring: Tålmodighed. Gode intentioner kræver nemlig tid, og med kun 24 timer i døgnet er tiden den største hindring for hurtigt fremskridt. Jeg har nemlig ikke så meget tålmodighed.


Alicante Camp i 2017.

Læs også artiklen "Tai Chi på landsholdslejr" her

Forfatter: 
Dennis Skaarup - dennis@penthouse.nu
Kontaktperson: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: