Maze, Pitchford og Tokic

Dato: 
29.05.2019

- er klar til at spille for Roskilde Bordtennis i kommende sæson.

I en pressemeddelelse fra Roskilde Bordtennis fortæller klubben, at man netop har forlænget aftalen med Michael Maze i tre år samt, at man med tanke på Champions League har lavet aftaler med engelske Liam Pitchford og Bojan Tokic fra Slovenien.

Pressemeddelelse

Michael Maze er klar til 3 år mere i Roskilde

Roskilde bordtennis opruster før årets Champions League.
37-årige Michael Maze var i sidste uge en nøglespiller for Roskilde Bordtennis BTK 61, da klubben vandt det danske mesterskab for syvende år i træk. Maze spillede en hovedrolle i de sidste to kampe, hvor han stod for fem gevinster og vandt alle sine kampe. Det var en fantastisk motiveret og kæmpende Michael Maze, som vi kender ham fra hans første storhedstid.
Derfor var den spillende sportsdirektør Allan Bentsen heller ikke sen til at forhandle en ny kontrakt i hus. Og nu er det ganske vist. Michael Maze fortsætter de næste tre år i Roskilde Bordtennis BTK 61.
Michael Maze får dermed travlt i dette efterår, hvor den står på både Champions League og Vild med Dans. Han har forhåbentlig gode ben.

- Vi er meget glade for og stolte over, at Michael Maze fortsætter i Roskilde, siger sportsdirektør Allan Bentsen. Hans spil i sidste uge viste, at der er mange gode år endnu i den 37-årige tidligere europamester i herre single i 2009, OL-bronzemedaljevinder i 2004 og VM bronzevinder i 2005. Vi har store ambitioner i den kommende sæson, siger Allan Bentsen:
- Vi vil naturligvis gerne forsvare vores danske mesterskab, men vi vil også videre i Europa og i Champions League. Vi får i den kommende sæson et kanonhold i Champions League, idet vores hold bliver forstærket med to verdensklassespillere i den engelske mester 25-årige Liam Pitchford, der er nummer 14 på verdensranglisten og slovenske 38-årige Bojan Tokic, der er nummer 48 på verdensranglisten. De to, der begge viser meget seværdigt bordtennis, skal sammen med vores kineser Zhai Yuija, der er nr. 130 og Michael Maze p.t. nr. 234 i verden udgøre vores hold i Champions League. Liam Pitchford og Bojan Tokic skal alene repræsentere Roskilde i Champions League og ikke i den danske elitedivision.
- Vi glæder os til at kunne vise bordtennis i verdensklasse, når Champions League går i gang igen i efteråret. Vores mål er en semifinaleplads og det burde være realistisk, siger Allan Bentsen.

Champions League i bordtennis består af de 16 bedste hold i Europa. Der spilles i fire puljer med fire hold i hver. Der spilles alle-mod-alle ude og hjemme. De to bedste hold i hver gruppe går videre til kvartfinalerne. Holdene i årets Champions League kendes først i næste uge, idet tilmeldingsfristen er 1. juni. Der trækkes lod den 15. juni i Luxembourg.

Jonathan Groth spiller ligeledes i Champions League for UMMC Ekatarinenburg, der i år blev nummer to, og Tobias Rasmussen spiller i Saarbrücken, der blev nr. 3 i indledende gruppe.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson: 
Allan Bentsen
Kontaktperson tlf.: 
40 90 24 45
Kontaktperson e-mail: