Mattias Översjö har gruppen på plads

Kategori: 
Dato: 
12.02.2019

- yder ekstra hjælp til syv unge fremtidshåb.

Mattias Översjö 11/12-2018. Foto: Carsten Egeholt.

Svenske Mattias Översjö har nu fået sat navne på de spillere, som i første omgang vil indgå i gruppen. Mattias har forhørt sig hos flere personer med forskellig indsigt i dansk bordtennis og kombineret den information med den viden, han bl.a. har fra flere af spillernes træning i Eslöv. Gruppen er, som tidligere nævnt her på hjemmesiden (klik her), tiltænkt de spillere, som Mattias og landstræner Linus Mernsten på nuværende tidspunkt tror mest på, kan udvikle sig til at blive seniorlandsholdsspillere. Gruppen er derfor udvalgt med et langsigtet udviklingspotentiale for øje, hvilket ikke er nogen enkel opgave, men som vil blive afspejlet i de forventninger, der vil blive stillet til spillerne. Der vil blive afholdt halvårlige evalueringer af hver enkel spiller i gruppen, hvor den enkeltes udviklingsmål vil blive omdrejningspunktet for en beslutning fra trænerstaben om, hvorvidt man skal fortsætte i gruppen. Det er vigtigt at understrege, at det er en ekstra mulighed for nogle spillere og ikke mindre for andre. Der kan forekomme udskiftninger undervejs, så gruppen er nødvendigvis ikke endelig.

Kriterierne som spillerne er, og vil, blive udvalgt efter er:

  • Mentalt, teknisk, taktisk, socialt og fysisk udviklingspotentiale.
  • Viljen til at fortsætte sin satsning på bordtennis i mange år.
  • Det daglige setup.
  • Forældre- og klubinvolvering. 
  • Generelt set-up omkring den enkelte spiller.

Det er vigtigt at pointere, at dette er en ekstra hjælp til dem, som virkelig vil blive så gode som muligt, og som samtidigt har det sportslige potentiale.

Mattias har haft indledende samtaler med alle aktuelle spillere, hvor der er blevet snakket om det lokale miljø, udviklingsmuligheder samt forventninger til deltagelsen i gruppen. Alle spillerne er forskellige, og Mattias’ oplæg er derfor, at der vil blive taget udgangspunkt i den enkeltes behov og nuværende udviklingstrin. Det kan være mental- eller fysisk træning, men kan også være opgradering af hjemligt miljø, turneringsmuligheder, træningslejre m.m.

Ansvarlige for udtagelserne i projektet er Mattias Översjö i samarbejde med landstræner Linus Mernsten. Mattias har ansvaret for at drive projektet og skabe et godt samarbejde med spillerne og spillernes klubber, samt skabe en ramme, hvor den enkelte har mulighed for at udvikle sig optimalt. Linus er sportslig sparring til Mattias i forhold til at videregive de forventninger, han har til de spillere, som potentielt kan blive en del af et seniorlandshold i fremtiden.

Gruppen er:
Martin Buch Andersen, Hillerød
Daniel Simonsen, Hillerød
Jocefina Haagensen, Hvidovre
Peter Svenningsen, B75
Cristian David Hold, Silkeborg
Noah Hvid, OB Bordtennis
Thor Christensen, Herlev

Gruppen er finansieret af en Kirkbi fondsbevilling via Team Danmark, og DBTU er derfor ikke økonomisk engageret i projektet. Finansieringen er kommet i stand via ansøgninger til Team Danmark fra den sportslige afdeling, og økonomien er målrettet et såkaldt ”add-on” for enkelte spillere og ikke en drift af nuværende aktiviteter. Team Danmark har tiltro til arbejdet i og omkring den sportslige afdeling i DBTU, og da muligheden bød sig med en fondsbevilling, ville de gerne bakke op om at skabe ekstra muligheder for enkelte spillere med landsholdssigte for øje.

Forfatter: 
Christoffer Petersen
Kontaktperson: 
Mattias Översjö
Kontaktperson e-mail: