Martin Buch Andersen til Tyskland

Kategori: 
Dato: 
07.05.2019

- for at bo, træne og spille for en tysk klub i næste sæson.

På billedet Martin Buch Andersen ved ungdoms-EM i 2018. Foto: ITTF.

”Jeg er meget taknemlig for at få chancen og ser frem til at blive en del af en stærk træningsgruppe i Grünwettersbach og desuden at spille kampe for TTG Kleinsteinbach/Singen i Oberligaen i Baden-Württemberg”, fortæller Martin Buch Andersen, der i kommende sæson har valgt at rykke teltpælene op og drage mod Tyskland.
Aftalen kom i hus via Tobias Rasmussen, der i kommende sæson har skrevet kontrakt med netop Grünwettersbach i den tyske 1. Bundesliga.
Tobias foreslog Martin at tage kontakt til Grünwettersbach og høre, om det var muligt at blive en del af træningsgruppen. Martin fik opbakning til idéen af både Linus Mernsten, Christoffer Petersen og Mattias Översjö, og så besluttede han sig for at gribe chancen. Efter nærmere aftale med Grünwettersbach, tog Martin på et ugelangt træningsophold i klubben.
”Jeg havde en super god fornemmelse efter den lille uge jeg trænede der. I ugen hjalp trænerne dernede med at finde en klub at spille kampe for”, fortæller Martin Buch Andersen, der skal bo i et hus i en afstand af ca. 10 minutters gang fra hallen sammen med 5-7 andre spillere, som alle træner i Grünwettersbach.
Planen er to gange daglig bordtennistræning og styrketræning ved siden af. Når man går den unge mand på klingen mht. vask af tøj, mad osv., er han ikke i tvivl: ”Jeg kommer selv til at stå for maden. Måske det punkt, hvor jeg kan udvikle mig mest”.

Martin Buch Andersen under træningsopholdet i Grünwettersbach. Se herunder: 

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: