Kvindelandsholdet får træner

Dato: 
12.03.2018

- Rasmus Jespersen ansat som ansvarlig for det danske damelandshold frem til 1. juli 2018.

37-årige Rasmus Jespersen skal stå i spidsen for det danske damelandshold de næste fire måneder. Rasmus har de seneste tre sæsoner været træner for den danske mester i damesingle Stefanie H. Christensen og fra 2009-2016 været træner i Københavns BTK, hvor fra han kender flere af de danske damespillere, der trænede med i truppen.

”Jeg vil gerne skabe en ny kultur på damesiden, som har manglet i de seneste sæsoner. Pigerne får en person, der vil dem det bedste og som tager udgangspunkt i hver enkelt. I starten vil de ikke blive bedømt på resultater. Vi starter i det små og pigerne skal have tålmodighed i processen”, siger Rasmus Jespersen, og tilføjer: ”Jeg ved, at der er andre ting i hverdagen, men de som giver sig 100% skal vide, at der er meget mere at komme efter”.

Masser af erfaring

Peter Sartz hentede i 2009 Rasmus Jespersen ind i DBTU-folden, hvor han primært tog sig af drengene. De næste fire sæsoner afholdt Rasmus et hav af træningslejre og deltog med drengene ved de store internationale turneringer.
I 2012 kulminerede indsatsen, da drengelandsholdet med Rasmus som coach vandt bronze ved ungdoms-EM i Østrig. Det var også i 2012, at Københavns BTK vandt det danske holdmesterskab for herrer med Rasmus som coach.
Som spiller blev Rasmus stoppet af en skade, men han nåede bl.a. at blive tredobbelt dansk mester i U21 i 2001 samt at vinde det danske holdmesterskab sammen med Brønderslev i 2002, 2003 og 2006.

Til dagligt er Rasmus Jespersen ansat på fuld tid som skolelærer på Store Magleby skole i Dragør.


Rasmus Jespersen. Foto: Carsten Egeholt.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: