Kandidater til BordtennisDanmarks bestyrelse 1. juni 2019

Kategori: 
Dato: 
05.04.2019

Har du ambitioner om at bidrage til vækst og udvikling af dansk bordtennis i de kommende år?

I forbindelse med vedtagelse af ny struktur søges interesserede kandidater til den nye bestyrelse i BordtennisDanmark. Bestyrelsen har det overordnede politiske ansvar for at udvikle den røde tråd i dansk bordtennis, nationalt og lokalt i tæt samarbejde med ledere, trænere og spillere.

Til bestyrelsen i BordtennisDanmark søges kandidater, der vil bidrage med energi og kompetencer til de store ambitioner, som er fundamentet i ny struktur. Som kandidat til bestyrelsen er du orienteret mod helheden og du motiveres af at skabe resultater i fællesskab med andre. Du bliver en del af et hold, der skal skabe den nye strategiske retning for BordtennisDanmark i tæt samspil med den øvrige del af Ledergruppen, den professionelle organisation, klubberne og de tætteste samarbejdspartnere.

Til BordtennisDanmarks bestyrelse vælges 1 formand for 4 år og 4-6 medlemmer for 2 år.

BordtennisDanmarks bestyrelse skal i fællesskab dække følgende ansvars- og kompetenceområder i størst muligt omfang.

  • Gode relationelle- og samarbejdskompetencer samt faglige kompetencer inden for projektledelse og proces- og effektstyring.
  • Stor interesse for bordtennis og bordtennisklubbernes styrker, muligheder, udfordringer og behov.
  • Kompetencer i politisk og strategisk ledelse af offentlige/frivillige idrætsorganisationer.
  • Kompetencer i forretnings- og økonomisk vækst, herunder arbejde med sponsorer og events.
  • Kompetencer i økonomiprocesser og sikker økonomisk drift.
  • Interesse for deltagelse i internationalt arbejde i fx ETTU og ITTF.
  • Kompetencer i og interesse for elite og talentudvikling samt træner og lederudvikling.
  • Kompetencer i afvikling af turnering og stævner og udvikling af nye turnerings- og stævneformer.

Bestyrelsen opstilles bredt med øje for geografisk spredning samt køns- og aldersmæssig fordeling. 

Bestyrelsens opgaver:

Bestyrelsen er ansvarlig for at etablere faggrupper, regionale teams og den professionelle organisation samt etablere og samle Ledergruppen, der skal lægge strategi og budget for BordtennisDanmarks vækst og udvikling de kommende år.

Strukturgruppen for ny struktur har af DBTU’s bestyrelse fået ansvaret for at udforme en profil for BordtennisDanmarks bestyrelse. Strukturgruppen modtager henvendelse fra potentielle kandidater, ligesom strukturgruppen har mandat til at prikke til potentielle kandidater. Strukturgruppen modtager senest 1.5.19 kandidaternes relevante CV og gennemfører samtaler telefonisk med interesserede kandidater for at afklare krav og forventninger til bestyrelsens arbejde. Kandidaterne indstilles derefter skriftligt forud for årsmødet 1.6.19.

Har du interesse i at blive kandidat til BordtennisDanmarks bestyrelse og tage ansvar for lede en spændende udvikling af dansk bordtennis de kommende år? Så ring for afklarende spørgsmål eller send en mail eller senest 1.5.19 til Strukturgruppen Martin Lundkvist, 40709999, mlu@cpl.dk

Strukturgruppen/v Martin Lundkvist

Baggrundsinformation:

Dansk Bordtennis Union er et specialforbund under DIF, og har ca. 200 klubber og 9000 medlemmer.Under DBTU har vi fire lokalunioner for Jylland/JBTU, Sjælland og Øerne/ØBTU, Fyn/FBTU og Bornholm/BBTU. DBTU har desuden et herre- og damelandshold samt en række ungdomslandshold. DBTU har en velfungerende træneruddannelse og velfungerende turneringer og stævner både nationalt og lokalt. Læs mere om den igangværende strukturproces på dbtu.dk, hvor du finder analyser og strukturoplæg.

Forfatter: 
Styregruppen
Kontaktperson: 
Martin Lundkvist
Kontaktperson tlf.: 
40 70 99 99
Kontaktperson e-mail: