På opfordring fortsættes artikelserien med at finde personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet. Mange har indsendt forslag til personer, som undertegnede vil forsøge at finde med et interview for øje.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.
Vi skal denne gang møde 62-årige Carl-Erik Rasmussen (født: 17. december 1954).
Carl-Erik Rasmussen var en af dem enhver klub higer efter – en rigtig ildsjæl. Det nød man godt af i Virum-Sorgenfri Bordtennisklub. I forbindelse med klubbens 50 års jubilæum i 2003 kunne man i jubilæumsskriftet læse en artikel om Carl-Erik Rasmussen (vedhæftet nederst i denne artikel).
Carl-Erik Rasmussen sad i bestyrelsen i Virum-Sorgenfri fra 1978-1992 og han var formand for klubben i 1982-1983.
I 1985 blev Carl-Erik Rasmussen hædret med titlen som Årets Leder i dansk bordtennis.
Mange vil sikkert også huske, at Carl-Erik Rasmussen skrev om ungdoms-DT i Bordtennisbladet fra september 1988 og et par år frem.
Carl-Erik Rasmussens klubhistorie går over Gråsten, Frem Egernsund, Polyteknisk Bordtennisklub og Virum-Sorgenfri.
Hvordan fik du interessen for bordtennis?
– Det hele startede sammen med nogle skolekammerater på en 10-12 år i min fødeby Gråsten, hvor vi begyndte at spille lidt hos den ene i en vaskekælder. Der var ikke meget plads, og når der hang vasketøj, så kunne vi ikke spille. Det siger sig selv, at vi ikke havde nogen træner eller andre, vi kunne lære af.
Hvad er dit bedste resultat?
– Som drengehold vandt jeg sammen med to andre det sønderjyske mesterskab for hold. Og så har jeg sammen med Peter Fredberg i Virum været med til at vinde en double i 3. division mod topholdet Brønshøj – endda med lånt bat, da jeg bare var i klubben uden spilletøj og udstyr for at se kampen; men kom med på holdet, da der var et afbud og ikke andre kvalificerede tilskuere. Det var min første og eneste divisionskamp som spiller – ikke just den måde at debutere på, man havde drømt om.
Hvad var det, der fik dig til at blive bordtennisleder?
– Jeg blev spurgt, fordi der var et udpræget behov for ledere i Virum – og det er nok den måde, mange andre starter den karriere. Det er dog heldigvis noget, jeg aldrig har fortrudt.
Hvad har været din bedste oplevelse med bordtennis?
– Jeg har haft det privilegium at være holdleder for mange ungdomshold i Virum. Det har altid været en fantastisk oplevelse at være med som leder, når et af ens hold har vundet – især når det har været mesterskaber. Jeg kan ikke lige fremhæve én af disse oplevelser frem for andre.
Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Forhåbentligt mange ting. Jannik Larsen gav mig kælenavnet ”Lule” med inspiration fra bokseren Ayub Kalule. Jeg elskede at slå hårdt til bolden, så nogle husker sikkert de røde mærker, når bolden ikke ramte bordet; men lige under buksekanten på låret. I Virum var jeg nok også altid kendt for at have et par bolde ekstra til at låne ud. Og så husker nogle mig sikkert også, fordi jeg var med til mange stævner og holdkampe – og herunder sørgede for transport til og fra kamp. Det er blevet til mange kilometer.
Carl-Erik Rasmussen – årets profil i Virum i 1984.
Det var Stig (Styre) Svensson, der gennem nogle år udnævnte ’Årets Profil’ i Virum, som efterfølgende blev karikaturtegnet (i øvrigt ikke af Stig) til Virums klublokale, hvor også Peter Fredberg, Thomas Ismiris og Flemming Vollertzen er på væggen. Stig husker kun alt for godt Carl-Erik Rasmussen:
– Lule, som Carl-Erik blev kaldt i Virum, havde de gode drenge- og juniordivisionsspillere under sine vinger og pludselig fra den ene dag til den anden var han væk fra sin faste ’arbejdsplads’ i klubben, og der opstod et kæmpe tomrum, som ikke lige var til at fylde ud.
Lule måtte i al hast sige sit job op som ingeniør og flytte til familie firmaet ’Gråsten Salater’, som skulle bruge ham. Det var godt nok meget ærgerligt for især Stef, Nondal, Jacob Olsen og mig selv, plus flere jeg ikke lige husker, for vi havde kasser af sodavand til gode i bordtennis og i billard, som blev spillet på Nærum Kro efter træning, for Lule elskede at satse og gerne med, at vi skulle have 5-7 point foran i et sæt til 21, som man spillede til dengang.
Så et kæmpe savn på mange måder, men pludselig en dag under en Stigadivisionskamp i 2017 dukkede Lule op i Virumhallen. Han havde været væk i mere end 20 år, og var ifølge Niels Buchwald næsten ikke til at kende. Lule havde faktisk boet i Gladsaxe i flere år, uden nogen var bekendt med det, heller ikke hans ’plejemor’ Lene Svensson, så nu håber vi at se ham på et tidspunkt i familiens skød og i klubben.
Tilbage til interviewet med Carl-Erik:
Hvorfor stoppede du med bordtennis?
– Jeg blev gift, og så kunne jeg ikke rigtig prioritere at være så meget hjemmefra. Jeg tror faktisk også, at jeg var ved at køre lidt sur i de mange administrative opgaver, jeg efterhånden blev involveret i. Mit hjerte har altid været at være tæt på spillet og spillerne. Jeg flyttede også til Sønderjylland i en periode på næsten 13 år.
Savner du bordtennis i din hverdag?
– Jeg kan faktisk godt en gang i mellem mærke, at jeg savner det fantastiske kammeratskab og de gamle bordtennisvenner. Selve spillet tror jeg efterhånden, jeg desværre er blevet for gammel til. Og da jeg altid har været en dårlig taber, så er det jo bedst at holde sig fra noget, hvor man ikke kan vinde.
Hvad laver du i dag?
– Jeg er civilingeniør og ansat i Rambøll. Her er jeg projektleder og arbejder især med drift og vedligehold af konstruktioner. De seneste 6 år har jeg dog også arbejdet med udbudsmateriale og opfølgning under udførelsen af ny bane Ringsted- Femern. Desværre arbejder jeg rigtig mange timer, så der er ofte for lidt fritid. Naturloven er, at arbejde flyder derhen, hvor det bliver løst. I min lidt for sparsomme fritid vil jeg gerne sejle. Jeg har en sejlbåd, som også bare bruges som sommerhus om sommeren. Om foråret er der en del klargøring, som samtidigt er en kærkommen adspredelse fra kontorarbejdet. På det seneste er jeg og min kone begyndt at rejse noget mere. Det er faktisk stærkt vanedannende.
Carl-Erik Rasmussen i dag.
Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.
Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her
Ole Rasmussen (november 2015). Læs artiklen her
Jeff Nygren (januar 2016). Læs artiklen her
Freddy Hansen (april 2016). Læs artiklen her
Lisbeth Poulsen (juni 2016). Læs artiklen her
Jan Børjesson (juni 2016). Læs artiklen her
Niels Poulsen (oktober 2016). Læs artiklen her
Søren Langhorn (juli 2017). Læs artiklen her
Trine Schou (september 2017). Læs artiklen her