Hardhitteren fra Ribe

Kategori: 
Dato: 
23.11.2018

- en anderledes historie om symaskine-Svendsen alias Allan Svendsen.

På billedet Allan Svendsen, der elsker hotdogs og som er vokset op i Ribe, der i sin tid havde tre pølsevogne. ”De to mest kendte var Pølse Carl på torvet og Pis August ved biografen”, fortæller Allan Svendsen, der har gjort det til en vane altid at teste hotdogs, når han støder på pølsevogne.

Netop nu er det Ribe her og der og alle vegne. Klubben afholder i kommende weekend den 24-25/11-2018 første runde af veteran-DT, Ribes store årlige stævne afholdes som sædvanligt i årets første weekend den 5-6/1-2019 (bl.a. klubtur for Roskilde) og så afholder klubben den prestigefyldte ungdoms Top 12 den 26-27/1-2019.

For min del vækker Ribe også mange minder. Et af dem skal vi langt tilbage i hukommelsen for at hente frem, men først lidt om hardhitterne.

De kompromisløse hardhittere

I min verden er en hardhitter en spiller, der konstant vælger at ”klippe” til med forhånden. En hardhitter kender simpelthen ikke til at åbne med skru eller for den sags skyld blokere andres loop.
Maksimal fart i både åbninger og forsvarsspil er det eneste, der gælder for en ægte hardhitter.
Jörg Rosskopf, Tyskland var i begyndelsen af 1990’erne en hardhitter af høj kaliber.
For et par sæsoner siden mødte jeg i 1. division en række mindre kendte spillere, som med rette kunne kalde sig for medlemmer af hardhitter-familien. Det kunne f.eks. være David Hindersson, Virum, Sam Oddsheden (den gang Næstved), og Søren Engelbrekt Nielsen, Viby. Alle spillere, som forstod sig på at smadre de den gang nye plastbolde.

Da jeg var ung satsende bordtennisspiller, frygtede jeg altid at møde den spinkle hardhitter Allan Svendsen fra Ribe, der havde nogle afsindigt hårde forhåndsloop med et så kort og hurtigt sving, at man næsten ikke kunne nå at se det - måske også fordi hans arme var så tynde. Når loop’ene ramte bordet, og det gjorde de ofte, så var det svært at nå at få paraderne på plads.
Jeg har med henblik på denne artikel talt med Allan Svendsen, hvis yndlingsmodstandere altid har været de defensive.

”Jeg har altid godt kunne godt lide at spille mod deffere, mens de værste spilletyper for mig har været spillere, der slår lige så hårdt som mig selv”, fortæller Allan Svendsen, der for ca. 30 år siden ofte trænede med sin defensive klubkammerat Mogens Olesen. Det var dog en anden deffer nemlig fynske Carsten Jacobsen, at Allan i 1989 vandt DM-bronze sammen med i herredouble. De tabte semifinalen til Finn Jakobsen og Teis Jonasson, Kildeskoven med 0-2 (7-21, 9-21, bom!).
Allan Svendsen har desuden vundet DM-bronze for hold med Esbjerg.
I kommende weekend kan du med egne øjne se det vanvittigt hurtige forhåndssving, når Allan tørner ud for Esbjerg i første runde af veteran-DT i Ribe.

Et andet talent

Men det er nu slet ikke derfor, at jeg har Allan Svendsen i mine tanker. Denne gang er det i forbindelse med en serie, som undertegnede tidligere har startet op her på hjemmesiden om nogle af de bordtennisspillere, der skiller sig ud fra mængden med et andet talent end bordtennis.

Tidligere kunne du her på siden læse om kinesiske Fan Gao, og se ham danse, synge, spille guitar og skære grønsager. Læs artiklen og se klippene her
Mie Skov efter sejren i ’Vild med dans’. Læs artiklen her
Peter Sonne - forfatter og lektiehjælper. Læs artiklen her

Allan Svendsen er også en af dem, der overraskede mig med et kæmpe talent i en helt anden branche. Herunder en personlig historie om den uforlignelige Allan Svendsen.

Historien starter helt tilbage i 1985 i den væmmelige tid i militæret. Jeg havde trukket et for lavt nummer på sessionen og valgte at melde mig frivilligt til Den Kongelige Livgarde, da jeg havde hørt, at det skulle være fysisk hårdt, hvilket jeg trods alt godt kunne bruge i forsøget på at blive en bedre bordtennisspiller.

I Sandholmlejren kendte jeg ikke et øje, da jeg troppede op klar til at tage imod strabadserne. Som undermåler med en beskeden højde på blot 176 cm, blev jeg placeret i 7. deling ud af 8 - det gik efter højde, så blot 24 var trods alt lavere.

Det var en satans tid, hvor jeg bl.a. en morgen kl. 6.30 lå på jorden sammen med mine lidelsesfælder under en ståltråd i ca. 25 cm’s højde, som ikke måtte berøres. Herfra skulle vi liggende få fat i den lille skovl i rygsækken og grave et hul, som vi kunne skjule os i.
Jeg var færdig med et kæmpe hul i jorden omkring kl. 16.30 efter at have gravet ca. fem af timerne i bagende sol. Da sergenten havde godkendt hullet, fik jeg besked på at dække det til igen og gå op på ladet af en militær mandskabsvogn, hvor andre der var blevet færdig før mig allerede sad og svedte.
Det var her, godt presset, at jeg pludselig genkendte personen på passagersædet. Det var Allan Svendsen, der med sit karakteristiske gavtyvesmil hilste på. Han var iført kasket og var ikke det mindste svedig.
Allan og jeg fik lejlighed til at tale sammen i kantinen i de korte frokostpauser. Det var faktisk godt at have en kammerat at tale med i den benhårde rekruttid, hvor jeg var revet væk fra min normale hverdag.
Allan fortalte, at han var på lageret med reservedele til kampvogne og materiel. Der skulle han være i seks måneder. Før det havde han været tre måneder i Vordingborg. "Ikke så hårdt", sagde han med et smil.
Jeg fik et grimt billede i mit hoved nemlig ordsproget ”Den kloge jyde narrer den dumme københavner”. Et billede som skulle vise sig at dukke op igen ved en senere lejlighed.

Soldatervenskab

De fleste der har været i militæret ved, at man knytter helt specielle venskaber, når man er presset såvel fysisk som psykisk af råbende sergenter. Det var også tilfældet med Allan og jeg, selv om han ikke på nogen måde kendte til anstrengelse.

Med til historien hører, at jeg grundet kronisk pandebihulebetændelse efter blot seks uger fik tilbuddet om enten at blive hjemsendt eller have ”indre tjeneste”, hvilket var ensbetydende med at vaske og lægge tøj sammen i de sidste godt 7½ måned af min værnepligt. Jeg valgte i samråd med daværende landstræner Ove Christensen at blive hjemsendt. Herligt - så kunne jeg genoptage bordtennis på fuld damp!


Jamen, det var altså ikke særligt sjovt. Desværre har Allan ikke fundet sit soldaterbillede endnu. Det skulle have været placeret ved siden af mit - sikkert med en storsmilende Svendsen.

Et surrealistisk møde

Mange år efter - vist nok i 2003 var min hustru Gitte og jeg på vej fra København til Brønderslev, hvor Gitte kommer fra, da jeg fik den idé, at jeg ville forbi Ribe for at hilse på min gamle soldaterkammerat. Jeg ringede derfor til Allan. Vi talte sammen i lang tid, inden Allan fik den idé, at vi var velkomne til at komme forbi. Han var i sin forretning i Ribe, der handlede med symaskiner.

”Ved du noget om symaskiner!”, spurgte jeg overrasket, mens Gittes nysgerrighed på passagersædet blev vakt. Hun var nemlig begyndt at sy puder sammen af gamle duge.
”Jeg ved ALT om symaskiner”, lød det selvsikkert og på en ikke særlig jysk facon fra Svendsen i den anden ende af røret.

Da vi ankom til Ribe Sycenter også kaldet ’Allans symaskiner’, gik Gitte straks i gang med at se på varerne i den store symaskineforretning. Jeg var noget forbløffet over, at min bedre halvdel tog fuldstændigt over og talte symaskinesprog sammen med min gamle soldaterkammerat, som om de havde kendt hinanden i årevis.
For at komme bare lidt med i samtalen var jeg nødsaget til at nævne, at jeg i tidernes morgen i håndarbejdslokalet på Søborg skole havde broderet en pude i korssting til min mor i julegave.

Jeg havde regnet med at skulle tale om bordtennis og soldaterminder fra tiden, hvor vi stod og holdt vagt hos Dronning Magrethe II, men det blev der ikke noget af denne dag.

Det var surrealistisk og ikke særligt maskulint, at Svendsen faktisk vidste alt om nål og tråd, overlocker, broderimaskine, symaskiners grundjusteringer med mere.
Gitte forelskede sig i en symaskine, som hun måtte eje. Den kostede den nette sum af 14.500,- kr. Men min ”flinke” soldaterkammerat ville gerne sælge den til hende for ”bare” 10.000,- kr.

Svendsen nikkede, mens han smilende og blinkende med det ene øje (det klær’ ham i øvrigt ikke), sagde til mig:
”Den bliver du glad for!”.

Det var jeg nu ret sikker på, at jeg ikke ville blive, men Gitte så begejstret ud, og jeg ville for alt i verden ikke fremstå som den nærige husbond, så vi købte symaskinen.
Da vi forlod symaskineforretningen smilede min gamle soldaterkammerat på præcis samme måde, som han havde gjort det 18 år tidligere, da jeg mødte ham ved mandskabsvognen i militæret.

Gitte var glad og talte om den fantastiske symaskine hele vejen fra Ribe til Brønderslev, mens jeg totalt paralyseret forsøgte at holde koncentrationen bag rattet.
Jeg havde ikke helt den samme glæde ved at have impulsindkøbt en symaskine til 10.000,- kr. og kunne slet ikke få billedet af den både smilende og blinkende soldaterkammerat ud af mit hoved. Det kan jeg stadig ikke - her godt 15 år efter.

Her var det så, at ordsproget ”Den kloge jyde narrer den dumme københavner” igen dukkede op på min nethinde.
Den dreng er uforlignelig! Pas på ham, når du sikkert i nær fremtid nærmer dig Ribe - det er jo næsten ikke til at undgå.


Allan Svendsen anno 2018 - fanget i sit rette element. Foto: Privat.

Hvordan blev det symaskiner?

”Min mor solgte symaskiner, og jeg var med, når hun til tider skulle have en symaskine repareret hos en forhandler i Tønder. Det var her, at jeg sidst i 1980’erne, fik interessen for symaskiner, da forhandleren spurgte, om det var noget for mig. Det var det og lige som med bordtennis, så nørder man og forsøger at blive bedre og bedre. Jeg har været på kursus i de basale grundjusteringer”, fortæller Allan, der startede sin egen symaskineforretning i Ribe den 1. januar 1994. Der arbejder han to dage om ugen.
Den 1. marts år 2000 åbnede Allan desuden en symaskineforretning i Esbjerg, hvor han arbejder tre dage om ugen. Foruden at arbejde i de to forretninger kører Allan jævnligt ud til skoler, hvor han leverer skoleservice på symaskiner.


Allan Svendsen er 54 år. Han har fejret sølvbryllup med Phen, som han er gift med på 29. år. Sammen har de børnene Casper Gibbs og Diana på henholdsvis 23 år og 25 år.

Kom ud af busken

Jeg håber, at du som læser dette, vil tage tråden op og deltage i serien her på hjemmesiden med en anekdote.
Godt nok har jeg været med længe og kan derfor til tider få sjove minder frem fra de mange oplevelser med bordtennis, som jeg gerne deler her på siden. Men det er trods alt begrænset, hvad jeg har oplevet, og det kunne være forrygende også at høre din historie!

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: