Fra aske til liv

Dato: 
01.09.2015

- de ældre svinger battene i Jægerspris

”Så kom vi i gang igen”, fortæller en glad Helge Larsen fra Jægerspris, der onsdag den 19. august kl. 13.00 havde indbudt til bordtennis for alle over 60 i et samarbejde med DBTU’s "Slagstyrke 60".

I Jægerspris har man nemlig været hårdt ramt, da dele af træningshallen nedbrændte den 9. november 2014 blot en uge efter indvielsen den 1. november. Det var stormen Bodil, der i 2013 satte sit aftryk på den gamle hal, som efterfølgende blev renoveret.
”Selve bordtennishallen brændte ikke ned, men alle andre lokaler og omklædningsrum”, fortæller Helge Larsen, der løbende har fulgt tovtrækkerriet mellem forsikringsselskab og kommune. ”Seneste er at hallen vil stå helt klar igen den 5. januar 2016, så vi ikke længere behøver at sidde i selve hallen og spise og drikke kaffe”, siger Helge Larsen.

Flere og flere

Denne onsdag kunne Helge Larsen ud over et fantastisk flot vejr med solskin fra en skyfri himmel og 25 grader også glæde sig over et meget flot fremmøde, som oversteg alle forventninger.
”Der mødte 19 helt nye op og så var vi fire fra klubben. Her ud over var der afbud fra fire, som havde tilmeldt sig pr. telefon og mail. De kommer senere, men var blevet forhindret af forskellige årsager”, fortæller Helge Larsen, der noterede sig, at de fleste kom alene og derfor ikke kendte hinanden.
”Mange havde spillet i deres unge dage i diverse ungdomsklubber og den ældste var 85 år”, siger Helge Larsen, der på dagen observerede de mange nye og kom med gode råd til, hvordan man anbefaler at holde på battet.

Forskellige makkere

”Der var et par stykker, der selv havde bat med og en som lige havde købt et bat i en lokal sportsbutik - med røde belægninger på begge sider”, griner Helge Larsen, der også fik brug for de bat, som han havde modtaget fra DBTU’s Slagstyrke 60 pakke.
”Efter en god halv times spil stoppede vi spillet på bordene og talte om bl.a. spillets udvikling og om hvordan man tæller, hvilket gjorde at et par stykker begyndte at spille kamp. Der efter skiftede makkerne konstant i en omgang ’kongebord’. Efter nogle kampe holdt vi kaffepause. Da der var en halv time tilbage, dannede vi doublepar efter placeringerne fra ’kongebord-kampene’. Det gav nogle meget jævnbyrdige kampe”, fortæller Helge Larsen.

I Jægerspris skal bordene sættes op og tages ned efter hver træning. Det var ikke noget problem for de mange nye. ”Da der var 10 min. tilbage, fik vi organiseret nedtagning. Det tog 5 min. så var det hele taget ned og sat på plads”, siger Helge Larsen, der mest af alt glædede sig over at alle gav udtryk for, at de havde haft nogle gode timer, og at de ville komme igen den efterfølgende onsdag.

De ældre hyggede sig i Jægerspris. Foto: Lars Skov (far til mere kendte Mie Skov)

Helge Larsen med kaffe og Slagstyrke 60 pakke fra DBTU. Foto: Lars Skov.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: