DBTU Årsmøde: BTDK en realitet

Kategori: 
Dato: 
03.06.2019

- mange deltog ved årsmødet i Idrættens Hus i Brøndby.

Årsmødet 2019 er indtil videre nok den mest skelsættende begivenhed i DBTUs lange historie. Unionen blev stiftet 16. jan. 1943 som en sammenslutning af seks lokale unioner. Med beslutningen på Årsmødet 1. juni 2019 i Idrættens Hus stod det klart, at lokalunionerne – der indtil forleden var svundet ind til fire - nu er en saga blot. I hvert fald i forhold til tilhørsforholdet i BordtennisDanmark, der er det nye navn, som vi nu skal vænne os til.
På Årsmødet blev bestyrelsens forslag til strukturændring i DBTU vedtaget med stor majoritet. 54 stemte for og kun ni imod forslaget om at DBTU ændrede struktur og med navnet BordtennisDanmark (BTDK) får mulighed for at få endnu mere fremgang i form af en professionel ledelse, synlige beslutningsprocesser, ansvarlige regionale vækstteams og med faggrupper, der er eksperter på hvert deres måde.
Vedtagelsen kom dog først i hus efter en længere, men stort set sober debat, om de mange vedtægtsændringer som var nødvendige for at få vedtaget den nye struktur.
Og formanden for DBTU, Anders Mølgaard var, som svar på de mange spørgsmål fra salen, da heller ikke bleg for at indrømme, at der nok var skønhedsfejl i den nu skitserede struktur. Han understregede gentagne gange, at det først var når den nye struktur var vedtaget, arbejdet med de egentlige strukturændringer gik i gang jævnfør den planlagte procesplan.

Budget for BTDK
Heller ikke budgettet for BTDK blev præsenteret for årsmødedeltagerne, idet, som formanden sagde, at dette måtte være op til en evt. kommende bestyrelse for BTDK at udarbejde et budget for BTDK.
I sin mundtlige beretning Årsmødet, omtalte formanden BAT 60+ i rosende vendinger. Han understregede, at DBTUs bestyrelse glædede sig over fremgangen i medlemstallet og konstaterede, at det primært var i forhold til BAT60-spillere, fremgangen var sket.
Han takkede de mange ildsjæle i BAT60 for at havde været med til at give dansk bordtennis et løft på medlemssiden.
Også i forhold til kvinde-/pige-bordtennis var der fremgang at spore, men i øvrigt beklagede han tilbagegangen på ungdomssiden og nedgangen i antallet af klubber.


Stort fremmøde ved Årsmødet. Foto: Carsten Egeholt.

Plads til alle
Anders Mølgaard understregede, at alle bordtennisaktive som havde ønsket at deltage i debatten om forslaget fra Strukturgruppen havde haft mulighed for det.
Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer for DBTU har primært det formål at øge væksten i dansk bordtennis og at skaffe plads og rammer for alle frivillige som ønsker at være med til dette arbejde, sagde formanden som indledning til debatten om strukturændringerne.
- Vores nuværende struktur er en hindring for en strategisk vækstskabelse. Og der har simpelthen ikke været plads til alle de frivillige som ville og kunne være med. Der er derfor brug for, at vi får en stærk ledelse og et præcist ledelsesmandat, siger Anders Mølgaard.

Debat om ny struktur
Erik Pedersen, Furesø BTK, efterlyste svar på, hvorfor klubberne skulle indsende vedtægter og regnskaber til BTDK, samt hvorfor klubberne skulle varsle ex. generalforsamlinger til BTDK.
Kenny Jensen, BBTU og Hasle BTK, var enig i at der var brug for vækst. På Bornholm var der vækst i BAT60+, mens der var katastrofal nedgang på ungdomssiden, selv om der dog stadig blev afviklet Bornholmsmesterskaber.
Han efterlyste også svar på, hvorfor BTDK og ikke de regionale klubber skulle udpege deltagere til de foreslåede vækstteams. Når klubberne vælger medlemmer til vækstteams giver det en større nærhed, sagde han og mindede om, at lokalunionerne suverænt kunne vælge om de ville nedlægge sig selv eller ej.
Også Peter Stilling, ØBTU og Esrum BTK, mente at spørgsmålet om indstilling og valg af vækstteams var for diktatorisk, hvis det alene var BTDK som skulle indstille medlemmerne til disse teams.
- God ledelse er at indkalde regionerne til en samtale og spørge dem om, hvordan de regionalt løser problemerne, sagde Peter Stilling.
John Kjær, Brønshøj BTK, efterlyste en klarere beskrivelse i ex. forslag til par. 10. Hvad er det egentlig vil siger ja til, og hvorfor skal det nu hedde BTDK? Bliver det bedre? Og det koster penge at ændre navn, sagde han, med henvisning til alle de steder hvor DBTUs navn og logo nu skal ændres.
- Og hvor stor er økonomien i BTDK. Er det seks eller 35 mio. kr., spurgte John Kjær.
Anni Ramberg, Ballerup BTK, mente ikke, at der var hindringer for at der efterfølgende kunne oprettes lokalunioner. Men i forhold til magt og indflydelse burde oprettes flere vækstteams og faggrupper på Sjælland, hvor ca. halvdelen af Danmarks bordtennisspillere dyrker deres sport, sagde hun.
Anders Mølgaard svarede flere, at spørgsmålet om valg/udpegning af deltagere i vækstteams skulle ske af klubberne som pegede på medlemmer til disse teams. Men BTDK ønskede at sikre, at de regionale vækstteams ikke handlede i modstrid med strategiske beslutninger BTDK.
- Hvis dette skulle ske, hvad han ikke troede på, skulle der være mulighed for at ledelsen i BTDK indkaldte dette vækstteam til en samtale og evt. vælge andre medlemmer til dette team, sagde Anders Mølgaard.
Med hensyn til budget for BTDK måtte det være op til den evt. kommende bestyrelse for BTDK, at fremlægge dette, sagde Anders Mølgaard i et svar til John Kjær.

Ikke alt er perfekt i dag
Henrik Vendelbo, Virum BTK og Appeludvalg, roste Strukturgruppens arbejde og bestyrelsens forslag, og understregede at heller ikke i dag efter så mange år med DBTU fungerede alle ting perfekt.
- Der er også mange ting i den nye struktur vi i dag er usikre på. Og sådan vil det nok også være i årene fremover, sagde Henrik Vendelbo.
Torben Pedersen, Allested U&I, sagde at alle jo ville fremskridt, men at få ville forandring. Han oplyste, at man i FBTU bakkede helt og fuldt op om forslaget til vedtægtsændringerne og den nye struktur.
Også fra JBTU var der opbakning til strukturændringer, og Lars-Henrik Slot, Viborg BTK, gjorde opmærksom på, at man i JBTU stadig ville samarbejde med DGI Bordtennis om bl.a. holdturnering.
- Og med tre vækstteams i Jylland er der mulighed for at tage hensyn til udfordringerne, som ikke er de samme i Nordjylland som i Sønderjylland, sagde Lars-Henrik Slot og glædede sig over, at det så ud til, at mange vil være med til vækst for dansk bordtennis.
Lis Hævdholm, Holbæk BTK og Carstensens Legatudvalg, svarede på alle de juridiske spørgsmål og uklarheder i de foreslåede vedtægter, og henviste til nugældende paragraffer i DBTUs vedtægter samt til DIFs Lovregulativ, som BTDKs vedtægter skal underlægge sig.

Genvalgt med akklamation
Med akklamation blev Anders Mølgaard valgt som formand for BTDK og kan nu skifte jobbet som formand for DBTU, som han har haft på siden 2017, ud med titlen som formand for BTDK. Han takkede for valget og takkede for den store opbakning til BTDK.
Den nyvalgte formand, der 51 år, har tidligere været træner for det danske pigelandshold som i 90érne fejrede store triumfer. De seneste fire sæsoner har han, foruden at have været formand for DBTU, været træner, spiller og bestyrelsesmedlem i Vejle Bordtennisklub.
Anders Mølgaard er ansat som økonomidirektør hos Mos Mosch A/S i Kolding.
- Den største udfordring for sporten i disse år er frafaldet af børn og unge i vores klubber. Og hvis vi skal vende udviklingen skal klubberne og BTDK i fællesskab arbejde imod samme mål. Det er faktisk det, som den nye struktur primært giver os værktøjet til.
- Jeg glæder mit til at skabe nye resultater sammen med alle som kan og vil, sagde Anders Mølgaard og lovede, at implementeringen af den nye struktur bliver en demokratisk proces.

Forfatter: 
Per Frederiksen
Kontaktperson tlf.: 
22 90 50 96
Kontaktperson e-mail: