Christen Hjorth er død

Kategori: 
Dato: 
12.06.2018

- bisættes fra Roskilde Domkirke fredag den 15. juni kl. 14.00.

Christen Hjorth in memoriam

En af de helt store i dansk bordtennis er her ikke mere. Christen Hjorth eller i daglig tale Chris døde Grundlovsdag 5. juni 87 år gammel. Christen Hjorth startede i 1954 bordtennisklubben BTK 54 i Roskilde. Denne blev senere slået sammen med de to andre klubber i Roskilde - Star, der havde Ole Rasmussen og KFUM som havde Hans Christian Carstensen som formand - til BTK 61.

Chris blev i 1967 headhuntet til DBTUs forretningsudvalg. Han blev i 1970 formand for unionen i en svær tid, men med sit rolige og behagelige væsen red han og unionen alle storme af.  Efter seks år som formand blev han i 1976 kasserer, en post han besatte i otte år. Han udførte et fantastisk arbejde med at holde styr på den voksende økonomi indtil 1983. Det var i en tid, hvor kassereren klarede både betalingerne og udførte bogføringen uden administrativ hjælp. Chris sluttede i forretningsudvalget i 1986, men fortsatte i mere end 20 år i jubilæumsudvalget, der senere skiftede navn til Aktivitetsudvalget.

DBTUs jubilæumsfond var Christen Hjorths idé. Her kunne alle tegne anparter eller give fradragsberettigede gaver. Fonden var en stor succes og indsamlede gennem årene over 400.000 kr.

Hans største bordtennisoplevelse fik Christen Hjorth, da Danmark som et af de første lande blev inviteret til Kina i 1973 som led i ping-pong diplomatiet. Efter USA havde besøgt Kina i 1972 blev Danmark som et af de første lande i Europa inviteret til Kina. I Beijing blev den danske formand Christen Hjorth budt velkommen før landskampen i Folkets hal med stående ovationer af 18.000 tilskuere. Da han spurgte, om han måtte tage et foto af indmarchen, spurgte de kinesiske værter om han var formand eller fotograf.

Christen Hjorth ønskede ikke at være i rampelyset. Derfor besluttede han sig også for at træde tilbage som formand i 1976 for at blive kasserer. For mange utænkeligt, men ikke for Chris. Han var jo revisor i sit daglige virke, og han mente selv, han kunne gøre større gavn som kasserer i unionen. Det var typisk for Chris. Han var beskeden og ydmyg, men utrolig loyal og hjælpsom og i besiddelse af en enorm arbejdsevne.

Chris var en vigtig person igennem mange år i dansk bordtennis, og han blev en vigtig person for alle os, der var så heldige at arbejde sammen med ham. Hans hjælpsomhed, loyalitet og ærlige, venlige væsen var unik. Han var en hædersmand af de allerbedste.

Christen Hjorth bisættes fra Roskilde Domkirke fredag den 15. juni kl. 14.00.

Æret være hans minde.


Christen Hjorth (fra bordtennisbladet 1968-1970).

Forfatter: 
Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 
21 70 49 28
Kontaktperson e-mail: