Allan Bentsen til Kina

På billedet Allan Bentsen, Jan-Ove Waldner, Mikael Appelgren og Jörgen Persson på vej til Kina. Foto: fra Facebook.

”Jeg har fået en henvendelse fra Jörgen Persson”, forklarer Allan Bentsen, der i dag rejser til Kina, hvor han skal spille på hold med Jan-Ove Waldner, Jörgen Persson og Mikael Appelgren, der ved et kvalifikationsstævne skal forsøge at kvalificere sig til finalestævnet om det kinesiske veteranmesterskab med blandede firma og klubhold for spillere over 50 år, der afholdes i november.
De tre svenskere udgjorde i 1989 det svenske hold, der i Dortmund sensationelt vandt VM-finalen med 5-0 over stormagten Kina. De var også sammen om at vinde netop det kinesiske veteranmesterskab for spillere over 50 år sidste år, men selv om der er tale om tremandshold, så har de vurderet, at det er bedst at være fire spillere og så bytte lidt rundt.
”Jeg kan vel pudse deres sko”, lyder det fra den danske verdensmester i single i 40-49 års rækken i 2010 Allan Bentsen, der ser frem til turneringen, som er det sidste kvalifikationsstævne inden finalestævnet. Der har løbende været ca. et kvalifikationsstævne hver måned.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk