84 er ingen alder

Alderspræsidenten er en 84-årig kvinde, der efter sigende spiller ganske habilt.

40 pensionister mødes i Ballerup Bordtennisklub 2 gange om ugen med træningsskoene og bordtennisbattet i den ene hånd og termokanden med kaffe i den anden hånd. Mange kommer hovedsageligt for at dyrke det sociale samvær, men som alle andre rigtige sportsfolk går de til den, når de står over for modstanderen ved bordet.

’Konkurrencegenet’ bliver jævnligt luftet når Ballerupspillerne spiller kampe i den interne turnering mod 3 Amagerklubber: Skelgården, Wiedergården og Amager.

Derudover holder Ballerup Bordtennisklubs ældreafdeling årligt klubmesterskaber og spiller i forbindelse med den årlige julefrokost en særlig doubleturnering, hvor hvert par kun har ét bat til rådighed som således hele tiden må skifte hånd, hvilket afføder mange fornøjelige situationer.

Flere andre steder i landet boltrer pensionister sig omkring det grønne bord. Blandt andet i Odense, hvor OB Bordtennis har omkring 70 medlemmer i deres ældreafdeling. De mødes hver onsdag formiddag og spiller bordtennis, drikker kaffe, hygger sig sammen og synger en fællessang eller to.

I april arrangerer de ældre fra OB Bordtennis et stort ældrestævne for deres venskabsklubber i Esbjerg, Århus, Amager og Ballerup. Og mon ikke der ved den lejlighed bliver kamp til stregen ved såvel kaffe- som bordtennisbordet…

Læs også en artikel fra Ballerup Lokalnyt om Ballerup Bordtennisklubs ældreafdeling…

BALLERUPS VETERANER I AKTION

Forfatter: Jakob Staun
Kontaktperson tlf.: 43 26 21 17
Kontaktperson e-mail: jakob.staun@dbtu.dk