32 spillere klar i Valby

Grand Prix-sæsonen serves i gang lørdag, når Brønshøj BB og Københavns BTK sammen afholder Copenhagen Ping Pong i Valby – og alle 10 GP-rækker er på programmet den kommende weekend.

I seniorrækkerne er der i alt 32 spillere tilmeldt – 24 hos herrerne og otte hos damerne.

Herrerne føres an af en lille samling landsholdsspillere med sidste uges EM-deltager, Christian Kongsgaard i spidsen – den forsvarende danmarksmester er en af de største favoritter i Valby.

En anden forsvarende mester er Li Moding, der i sidste sæson blev samlet vinder i GP-serien, og den ene arrangørklub, KBTK, har her et godt bud på en sejrherre på “hjemmebane”, hvilket også kan siges om Li’s gamle træningsmakker fra Kina, Fan Gao.

Hos damerne stiller 3/4 af den danske trup fra europamesterskaberne op i Valby – Mie Skov er den altoverskyggende storfavorit, samt forsvarende GP-vinder fra 2009/10, mens landsholdskollegerne Sabine Borre og Stefanie Christensen skal kæmpe om de sekundære placeringer.

En interessant outsider kan være Natalia Mikhaylova, der er en tilkommet spiller til elitedivisionen – i det hele taget kan damernes række betegnes som “lidt, men godt” i sæsonpremieren.

Se deltagerlisten og lodtrækningen til samtlige 10 GP-rækker ved Copenhagen Ping Pong, og læs mere om DBTU’s Grand Prix, via Grand Prix & Top 12

LI MODING (Foto: Kim Holm Petersen)MIE SKOV (Foto: Kim Holm Petersen)

Forfatter: Henrik Sørensen
Kontaktperson tlf.: 28 45 36 14
Kontaktperson e-mail: mads.schiellerup@ofir.dk