Klubtræner - Trin 2

Målgruppe

Kurset henvender sig til erfarne trænere, som har gennemført Trin 1 og til trænere, der har/vil have ansvar for flere trænere og vil arbejde strategisk med udviklingsmiljøer. Kursisten har en kompetencealder som bordtennistræner på 2 - 5 år og kan starte, når vedkommen er 18 år. 

Beskrivelse

Klubtræneren bliver i stand til, ud fra egen trænerfilosofi, at skabe udviklingsmiljøer. Træneren bliver i stand til at kunne sæsonplanlægge, motivere og vejlede spillere før, under og efter en kamp. Træneren på trin 2 bliver i stand til at lede andre trænere og samarbejde med forældre og ledere regionalt og i klubregi. 

Temaer

  • Videre arbejde med trænerfilosofi og skabelsen af udviklingsmiljøer
  • Sæsonplanlægning
  • Arbejde med læringsmål
  • Vejledning af trænere i at skabe udviklingsmiljøer
  • Fokus på teknisk og taktisk træning
  • Spilstilsanalyse
  • Udvidet sportspsykologi
  • Aldersrelateret styrketræning

Kursusforløb

Klubtrænerkurset forløber over to weekender og en dag med ca. en måneds mellemrum mellem de tre moduler. Det er som udgangspunkt ikke muligt kun at deltage på den ene weekend og så tage andre senere. Dette skyldes både, at undervisningen er tilrettelagt, så der er en sammenhæng mellem weekenderne og går der mere end en måned, vil man gå glip af dette. Desuden pålægger det sekretariatet en stor administrativ byrde. 

Forud for kurset udsendes et velkomstbrev med læseplan og relevante links til kursisten, så det er muligt at forberede sig. På selve kurset udleveres det fysiske undervisningsmateriale.

Der vil være en gennemgående underviser på Klubtrænerkurset, der vil evt. blive involveret gæsteundervisere.

Læseplan og undervisningsmaterialer

Det forventes at kursisterne har sat sig ind i stoffet inden de møder på kursus. Læseplanen for Klubtræneruddannelsen kan hentes her.

På Klubtræneruddannelsen benyttes flere bøger og hæfter. Centralt for uddannelsen er DBTUs Lærebog for Bordtennistrænere, der udleveres fysisk på kurset. Den kan også downloades og/eller læses digitalt her.

I øvrigt benyttes Team Danmarks bog ATK 2.0, DIFs hæfte Gode Idrætsmiljøer for Piger, Parasport Danmarks hæfte Træning i Parabordtennis, DBTUs Trænerblok, samt Center for Ludomanis hæfte Spil Til Stregen. Træning i parabordtennis, Trænerblokken og Spil Til Stregen, udleveres alle på Basistræneruddannelsen. ATK 2.0 udleveres gratis på Klubtræneruddannelsen. Gode Idrætsmiljøer for Piger findes ikke længere i trykt format og kan derfor kun læses digitalt.

Kursuspris, hyppighed og lokalitet

Klubtrænerkurset koster 3.500 kr. for 3 moduler uden overnatning.

Typisk afholdes Klubtrænerkurset en gang i DBTU's uddannelsesweekender (oktober/november og februar/marts).
Kursusstedet er ikke altid fastlagt, men har de seneste gange været afholdt i Odense. 

Uddannelsestrin

Sammen med DIF Træner 2, som udbydes af Danmarks Idræts Forbund (DIF), udgør Klubtræneruddannelsen Trin 2 i DBTU's nye uddannelsesstruktur, som er visualiseret herunder. DIF Træner 2 udbydes løbende af DIF og vil fremgå af Bordtennisportalen, når vi får besked om et nyt kursus.

Kontakt

Har du spørgsmål til ovenstående så kontakt udviklingskonsulent Jeppe Damsgaard, tlf. 43 26 21 17, jld@dbtu.dk.