Diplomtræner - Trin 3

Målgruppe

Kurset er for dig, der ikke bare vil træne de bedste atleter, men som også selv har en ambition om at være med i eliten af trænere. Med uddannelsen tager du for alvor springet fra træner til elitetræner – med alt hvad det indebærer.

Kurset henvender sig til erfarne trænere, som har gennemført Trin 2. Kursisten skal være interesseret i at udvikle organisationen og det sportslige miljø. Fx i lokalunionsregi eller etablere basis for regionale træningsmiljøer. Kursisten har en typisk kompetencealder som bordtennistræner på 5 - 10 år. Kursisten skal være minimum 18 år.

Beskrivelse

Uddannelsen giver træneren forudsætninger for at arbejde strategisk og målrettet med trænergerningen, samt arbejde målrettet med træningsplaner, anvende idrætspsykologiske redskaber, designe klub- og elitestrategier, arbejde med detaljeret målstætning og evaluering for både træningshold, turneringshold og individuelle spillere.

Diplomtræneren skal have forståelse for læring som et redskab, der kan videreudvikle miljøer og organisationen på flere niveauer. Diplomtræneren skal metodisk kunne udvikle ny viden og kunne udføre sportslig ledelse i større klubber, på lejre eller i unionsregi. DBTU's del af Diplomtræneruddannelsen skal være gennemført max 1 år efter endt DIF Diplomtræneruddannelse.

Temaer

DIF Diplomtræneruddannelse:

  • Ledelse
  • Pædagogik
  • Psykologi
  • Anatomi
  • Ernæring og Skadesforebyggelse
  • Tekniktræning
  • Doping (læs Antidoping)
  • Fysiologi og træningslære
  • Aldersrelateret Træningskoncept (ATK)

DBTU Diplomtræneruddannelse:

  • Fokus på talentudviklingsmiljøer
  • Udvikling af andre trænere
  • Strategi og dannelse af ny viden
  • Praktik, projekt eller undervisning

Kursusforløb

Diplomtræneruddannelsen starter hos Danmarks Idræts Forbund, der udbyder uddannelsen enten som et længere forløb eller som et turboforløb. Begge dele forløber i intensive undervisningsblokke af nogle dage med nogle ugers pause imellem. 

Læs mere om DIF Diplomtræneruddannelsen her.

Tilmelding til DIF Diplomtræner sker via specialforbundet.

For at blive færdig som Diplomtræner, skal man igennem en specialforbundsdel også. Denne del kan påbegyndes, når 2/3 af DIF-delen er gennemført (disse gennemføres ved en eksamen/opgaveaflevering). Det er trænerkursisten selv, der skal tilmelde sig til DBTU, når han/hun er langt nok i forløbet. På DBTU-delen tildeles trænerkursisten en vejleder, der kan hjælpe med den valgte problemformulering.

Læs en dybdegående beskrivelse af DBTUs del af Diplomtræneruddannelsen her.

Tilmelding til DBTUs del af Diplomtræneruddannelsen her.

Kursispris og hyppighed

Diplomtræneruddannelsen koster sammenlagt 21.000 kr. ved tilmelding via DBTU. 

Uddannelsen udbydes 1-2 gange årligt af DIF og kan findes på Bordtennisportalen, når DBTU får besked fra DIF. Tilmelding sker via mail til DBTUs sekretariat.

Uddannelsestrin

Diplomtræneruddannelsen er en kombination af DIFs del og DBTUs del, der tilsammen udgør Trin 3 i DBTUs uddannelsesstruktur.

Kontakt

Har du spørgsmål til ovenstående så kontakt udviklingskonsulent Jeppe Damsgaard, tlf. 43 26 21 17, jld@dbtu.dk.