DBTU's forældreside

VELKOMMEN TIL DBTU'S FORÆLDRESIDE

Spil med på banen 

SPIL MED PÅ BANEN
Som forælder bruges sandsynligvis masser af ressourcer og tid på at på at hente og bringe, støtte, glædes over sejre og bygge op efter nederlag. Men hvordan bakker man bedst op om et barn eller en ung, der er bidt af bordtennis?
Det ved vi noget om i Dansk BordTennis Union, læs videre herunder.

DBTU's GUIDE TIL ALLE FORÆLDRE
Denne side er en praktisk hjælp og rådgivning til dig som forældre, blandt andet med gode råd til hvordan du allerbedst "spiller med på banen", med viden og respekt for både dit eget barn og den samlede bordtennisverden, som I er en del af.
Læs med og husk at spørgsmål, kommentarer og gode idéer er velkomne hos os. Send os en mail på jld@dbtu.dk eller ring til os på telefonnummer 43 26 21 17.
God fornøjelse!

SOM FORÆLDRE I KLUBBEN ER DU ANDET END CHAUFFØR!
Forældre er en meget vigtig ressource for bordtennisklubberne, ikke bare som chauffører for egne børn i forbindelse med holdkampe og stævner, men også som aktiv frivillig.
Bordtennis er en individuel sport, og derfor kan du som forældre blandt andet være med til at bakke op om fællesskabet mellem klubbens medlemmer.
Den frivillige træner og leder har mange opgaver, og der er brug for dig, til at hjælpe med at løse nogen af de mere praktiske af slagsen. Opgaver som er med til, at børnene får de bedst mulige betingelser i forbindelse med deres fritidsaktivitet. Du kan se eksempler på opgaver som de fleste klubber har brug for hjælp til at få løst her.
Ved at hjælpe hinanden og løfte i flok, skaber vi sammen de bedste rammer for vores børn!

HVORDAN BAKKER JEG MIT BARN OP BÅDE TIL TRÆNING OG TIL KAMPE?
Det er vigtigt, at man som forældre bakker op om sit barn og dennes idrætsvalg, men der er en hårfin balance mellem at være støttende for sit barn og ambitiøs på sit barns vegne. DBTU har beskrevet 10 forældrebud, som er en vejledning til forældre og andre interesserede om hvordan god opførsel smitter – også på dit barns præstationer. Se vejledningen her.

HVILKET UDSTYR SKAL VI VÆLGE – OG ER DER SÆRLIGE KRAV TIL PÅKLÆDNING?
Battet er spillerens væsentligste rekvisit. Men hvilket bat skal man vælge? Mange sportsforretninger sælger bordtennisbat, men ofte er prisen for høj og kvaliteten for dårlig. Derfor råder vi altid til, at klubtræneren spørges til råds.
Til stævner spilles i T-shirt eller Poloshirt og shorts eller nederdel, - ingen lange bukser. Det er også vigtigt at vide, at tøjet ikke må være samme farve som bolden – altså hvidt eller i få tilfælde orangegul. Hvis der spilles med anden boldfarve end hvid er dette oplyst i stævneinvitationen.
I forhold til fodtøj spilles der i helt almindelige indendørs sportssko uden sorte såler. Af hensyn til spillernes sikkerhed henstiller stævnearrangørerne ofte til, at spillearealet omkring bordene ikke betrædes med udendørs sko, da jord, sand mv. kan gøre gulvet glat.
… og så er det selvfølgelig altid vigtigt at huske en drikkedunk både til træning og til kampe.

DBTU - kort fortalt

DBTU er bordtennisklubbernes specialforbund og har kontor i Idrættens Hus i Brøndby, hvor stort set alle idrætters specialforbund hører hjemme. Udover DBTU har klubberne også såkaldte lokalunioner (Jysk, Fynsk, Østdansk og Bornholm Bordtennis Union), der hver især tager sig af mere lokale forhold, primært de lokale holdturneringer. DBTU og lokalunionerne har frivillige bestyrelser, der vælges på årsmøder og lokalunionerne er stort set frivilligt drevet. DBTU har ansatte medarbejdere, der udfører mange forskellige opgaver lige fra den nationale holdturnering, over talent- og elitearbejde og til forskellige services til alle bordtennisforeninger. Det er altid muligt at ringe til DBTU indenfor normal arbejdstid, hvis man har spørgsmål, men overvej først om det ikke giver mere mening at tage fat i dit barns klub, der har stort kendskab til bordtennisverdenen. Du kan læse mere om DBTU her.

BORDTENNISPORTALEN.DK

Bordtennisportalen.dk er DBTU's, lokalunionernes og klubbernes værktøj til at arrangere, tilmelde og afholde stævner i alle størrelser. Det er her den enkelte spiller tilmelder sig stævner og ud fra statistikker bliver rangeret efter niveau. Dette kræver selvfølgelig at spilleren er registreret. En guide til registrering følger herunder.

1. Klubmedlemsskab
Først og fremmest skal dit barn være medlem af en klub.

2. Licens og ratingsystemet
Før en spiller kan begynde at spille kampe, skal der indløses en licens via Bordtennisportalen. I nogle klubber er licensen inkluderet i kontingentet, og i disse tilfælde indløser og betaler klubben for licensen. Andre klubber vælger, at licensen indløses og betales af den enkelte spiller (eller spillerens forældre). Undersøg derfor altid med klubben, om licensen for dit barn er indløst, eller se hvordan du indløser licens i Bordtennisportalen længere nede. 

Via licenssystemet registreres alle spilleres kampe, hvilket gør det muligt at ”rate” samtlige spillere i Danmark efter niveau på den såkaldte ratingliste. Ratinglisten bruges til at sikre, at alle spillere placeres niveaumæssigt rigtigt, når de skal spille stævner, så alle får den bedst mulige sportslige oplevelse til et stævne. Det er vigtigt, at du taler med dit barn om, at ratinglisten ikke skal bruges til at vurdere ens niveau eller udvikling. Listen er udelukkende et værktøj til at sikre jævnbyrdige kampe. Af samme årsag er det også kun Top25 på ungdomsrækkernes ratinglister, der er offentligt tilgængelige. Brug i stedet tid på at tale med dit barn om, hvilke bordtennisfærdigheder de har arbejdet med til træning og hold på den måde fokus på udvikling og ikke på ratingtal. Børnene skal nok lære, hvad det vil sige at tabe og vinde alligevel.

3. Stævnetilmelding
DBTU står for Bordtennisportalen, hvor man tilmelder sig til stævner. Til gengæld arrangeres langt de fleste stævner af klubber og lokalunioner. BordtennisPortalen rummer desuden oplysninger om rating, holdskemaer og meget andet. For at kunne tilmelde dit barn til stævner, skal du (som forælder) først oprettes som bruger på Bordtennisportalen. 

 

Sådan kommer du i gang med stævnetilmeldingen: 

  1. Tilmeld dig www.bordtennisportalen.dk (se billede ovenfor).
  2. I felterne i højre side indtaster du navn og din E-mail adresse og klikker på knappen tilmeld. 
  3. Du modtager en E-mail - husk at den kan lande i din ”spam-indbakke”. I mailen finder du et aktiveringslink som du klikker på, hvorefter du angiver en adgangskode. Du er dermed tilmeldt bordtennisportalen.
  4. Fremover logger du dig på øverst til højre på BordtennisPortalens forside ved at indtaste din E-mail og din selvvalgte adgangskode. Klik på knappen ”log in” og du er nu inde på portalen.
  5. Du har nu adgang til portalen, hvorfra du kan oprette og administrere dit barns spillerprofil (stævnetilmelding og licens).

Oprettelse og tilknytning af dit barns spillerprofil:

  1. Som "menig" bruger af bordtennisportalen, har du ikke adgang til funktionen "opret spillerprofil", derfor skal du kontakte din klubledelse og få dem til at oprette spillerprofilen. Til det skal de bruge: Barnets fulde navn, køn og fødselsdato (inkl. fødselsår). Samtidig vil klubben sørge for at dit barns spillerprofil registreres som spiller for klubben.
  2. Når spillerprofilen er oprettet, kan den tilknyttes din brugerprofil. Dette gøres ved at trykke på "min spillerprofil" i menuen til venstre, hvorefter følgende skærmbillede vises (se billede 1 og 2 nedenfor).
  3. Tryk på "Vælg spiller", indtast dit barns navn i det dertil egnede felt (husk at fjerne fluebenet i boksen "kun spillere med licens"), tryk på "søg" og vælg derefter dit barns spillerprofil. Bekræft, at det er den korrekte spillerprofil (se billeder nedenfor).
  4. Dit barns spillerprofil er nu tilknyttet din brugerprofil, hvilket vil gøre det nemmere i fremtiden at tilmelde stævner og indløse licens. Når dit barn bliver gammel nok til selv at administrere sin bordtennisaktivitet, sletter du din tilknytning til spillerprofilen samme sted som du lige har tilføjet den (under "min spillerprofil"). Dit barn opretter sin egen brugerprofil til portalen og tilknytter herefter sin spillerprofil til denne, på samme måde, som du lige har gjort.

Spillerlicens og indløsning heraf
For at deltage i turneringer og stævner, er det nødvendigt at indlyse en spillerlicens. Licensen tilknyttes spillerprofilen og spillerprofilens klub. Dvs. at man ikke kan stille op for en anden klub med den indløste licens. Desuden er der også en sammenhæng mellem en spillers ratingtal og licensens størrelse (der inddeles i tre niveauer). Som ny spiller får man en lav startrating, hvilket betyder, at man betaler den laveste licenstakst (100 kr.), som betales en gang pr. sæson. Pengene fra spillerlicenser går til drift at DBTU's turneringer og administration (bl.a. af bordtennisportalen) og derudover til at klubber kan få gavn af træneruddannelser og andre klubservices, som DBTU yder.

For at indløse en spillerlicens til dit barn, skal de ovenstående trin være gennemført. Du (eller dit barn) skal altså have en brugerprofil til bordtennisportalen og dit barn skal have oprettet en spillerprofil, som er tilknyttet brugerprofilen (dette er ikke et krav, men det gør det nemmere for dig). Nogle klubber tilbyder at indløse spillerlicenser til deres medlemmer, så tal med dit barns klub inden du køber licens.

  1. Tryk på +'et ud for "Spillere" i menuen til venstre og tryk derefter på "Køb spillerlicens". Har du tilknyttet dit barns spillerprofil til din brugerprofil, vil spillerprofilen automatisk figurere på skærmen (under den sorte linje).
  2. Dit barn skal have en A-licens (tal med din klubleder om, hvad B-licens er). Står dit barns spillerprofil ikke i boksen på skærmen, så tryk på "Vælg spiller" og søg på dit barns navn. Når dit barns spillerprofil er valgt, vil der stå en lille tekst under boksen, der indikerer, hvilken størrelse licens dit barn skal have. Sandsynligvis står der "Licens Under 1100 DKK 100,00".
  3. Tryk på knappen "Tilføj" og licensen vil blive tilføjet "Indkøbskurven". Vælg betalingsmetode, læs handelsbetingelserne og sæt flueben i "Accepter handelsbetingelser". DBTU sender kun faktura til klubber, derfor anbefaler vi at du betaler med betalingskort, da det letter din klub for en del besvær (medmindre du har fået andet at vide af din klub).
  4. Tryk "Gennemfør" og følg anvisningerne på skærmen. Når ordren er gennemført kan dit barn tilmeldes stævner og turneringer. Tal med dit barns klub om, hvem der håndterer stævnetilmelding. Er det op til dig at tilmelde dit barn, så tal med dit barns træner om, hvilke stævner, der egner sig til netop dit barn. Vælg ud fra mottoet "kvalitet frem for kvantitet", er træneren med til udvalgte stævner, så prioritér dem frem for andre, hvor træneren ikke deltager. Der er ikke nogen grund til at spille, hver eneste weekend.

Stævner og holdturneringer
I bordtennis findes der flere forskellige konkurrenceformer. De to helt centrale er stævner og holdturnering.

I de enkeltstående stævner, stiller man op som individ i single-, double- og/eller mixdoublerækken. I double kan man både have en aftale med en anden spiller hjemmefra (tal med din klub om, hvordan man løser det) eller man kan møde op på dagen og få tildelt en doublemakker, der heller ikke havde nogen aftaler (her er ratinglisten god, da man nemt kan finde en på sit niveau). Til stævner spiller man sig som regel igennem et puljesystem (indlende grupper af 4-6 spillere), hvorefter man går videre til et cup-system (knald-eller-fald-kampe) med en finale til sidst. Da det kun er nr. 1 (nogle gange også nr. 2) fra det indledende puljespil, der går videre til cup-systemet, efterlader det rigtig mange spillere med kun tre kampe (hvis der er fire spillere i puljen) og mens voksne har nemmere ved at forstå og acceptere det koncept, så er det jo ikke meningen, at så mange børn skal udelukkes fra at spille en masse god bordtennis. Derfor er der mange stævner, der har en såkaldt "consolation-cup", som nr. 3 og 4 fra puljespiller går over og spiller videre i. Der pålægges ikke arrangørklubber nogen begrænsninger ift., hvordan man vil afvikle et stævne, derfor er der stor åbenhed overfor nye måder at afvikle et stævne, så alle børn får spillet mange kampe. Nye ideer er altid velkomne.

Det særlige ved de enkeltstående stævner er, at man som forælder eller spiller ikke behøver at involvere sin klub i sin deltagelse, da man selv kan tilmelde sig på bordtennisportalen (mere om det nedenfor). MEN DBTU fraråder på det kraftigste, at man selv vælger stævner og tager afsted, da man risikerer at få en kedelig oplevelse. Der er rigtig mange muligheder for at tage til stævner og tager man afsted uden sin træner, så mister man muligheden for at lære noget af stævnet. Tag i stedet fat i dit barns træner og snak med ham/hende om, hvornår klubben planlægger at tage samlet til stævner. Stævner handler ikke kun om at spille kampe, de er samtidig en god mulighed for at relationsskabelse og klubfølelse, hvis man tager afsted sammen med sine klubkammerater og sine trænere.

Holdturneringen er bordtennis' svar på en liga. Holdturneringen strækker sig, med lidt geografiske variationer i lokalunionerne, over hele sæsonen og her er det klubberne der tilmelder hold til turneringerne. Et hold består af fire spillere, der fast tager sammen rundt og møder andre hold i samme række. Rækkerne strækker sig fra lokalunionerne (med mere lokale holdkampe) og til Danmarksturneringen (drevet af DBTU), der har national rækkevidde. Der inddeles samtidig i aldersgrupper, men er en ungdomsspiller god nok, kan han/hun også stille op for et seniorhold (igen hjælper ratingtallet til med at vurdere dette). 

Holdturneringerne (uagtet niveau) har traditionelt set en central plads i hjertet hos de garvede bordtennisspillere. Derfor er der også mange klubber, der hurtigt gerne vil have de nye spillere engageret på et hold. Dette skyldes både traditionerne, men også, at man gennem holdturneringen opnår en holdånd, som man ikke opnår på samme måde ved de enkelte stævner (medmindre man er afsted som klub og hepper på hinanden). I holdturnering for børn er der brug for holdledere. Denne opgave er meget passende for en forælder, da den mest af alt handler om koordinering og logistik og er afgrænset til de fire spillere på holdet. Holdlederrollen kan også sagtens deles af flere forældre til spillere på samme hold. Tal med din klub herom, der er mange opgaver at løse og de har brug for hjælp til denne. 

Stævnetilmelding

Når dit barn har en spillerprofil og en licens, kan han/hun tilmeldes stævner og holdturnering. Tilmelding til holdturnering sker som sagt via dit barns klub. Tilmelding til stævner forklares herunder:

  1. Der er flere måder at finde frem til stævner på. Den simpleste er at klikke på ”Sæsonplan” i menuen til venstre eller i topmenuen (se billed 1). Derefter vælges indeværende sæson (fx 2017/2018) og der trykkes på ”Søg” (se også billed 1) og nedenfor vil alle sæsonens stævner vise sig, inddelt efter måneder.
  2. Du kan godt udfylde nogle af felterne, men dette er ikke nødvendigt. Du vil få en oversigt over godkendte stævner, og hvilke rækker der spilles ved stævnet. Find det ønskede stævne og klik på linket til stævnet. Du kommer ind på det aktuelle stævne, hvor du kan se stævneinfo, hvilke rækker der spilles ved stævnet og hvordan tilmelding foretages.
  3. Inden du tilmelder til stævnet, kan det være en god idé at læse stævneindbydelsen igennem, og danne dig et overblik over rækkerne, hvilke singler og doubler der spilles. Der er næsten altid et link til en stævneindbydelse/invitation tilknyttet stævnet (se billede 2).
  4. Klik på den række der skal tilmeldes i og om der skal tilmeldes i single eller double. Tilmeldes til double, skal makkerens navn også indtastet. Bemærk at du kan betale for makkeren eller lade makkeren selv betale. Tilmeldingen gælder først, når betalingen har fundet sted. Tilmeldes der til double, skal der være betalt for begge spillere før tilmeldingen er gældende. Man kan også tilmelde sig uden makker ("x-makker") (se billede 3), hvilket vil sige, at man møder op til stævnet og bliver parret med en anden, der har tilmeldt sig på samme måde. Der skal stadig være betalt på forhånd. På dagen tager man fat i stævneledelsen, der vil organisere doublepardannelsen.  
  5. For alle tilfældes skyld er det vigtigt at pointere, at der ikke er tilmeldt til stævnet før betalingen er foretaget, så hvis du fjerner ”fluebenet” i ”betal nu”, så skal du huske at gå ind og betale for tilmeldingen inden tilmeldingsfristen udløber. Dette gøres under menupunktet ”stævne” og betal tilmeldinger. (Husk at slette datoer, der automatisk står på dags dato inden der trykkes på "søg")
  6. Skal der tilmeldes i forskellige rækker og både singler og doubler, skal man trykke "tilføj" for hver tilmelding. Den enkelte tilmelding vil derefter fremgå i indkøbskurven nedenfor, ligesom ved køb af licens.
  7. Den efterfølgende betaling af samtlige tilmeldinger foregår på samme måde, som ved køb af licens (se længere oppe på siden). 

 

4. Hvilken/hvilke rækker kan jeg tilmelde mit barn i?
Som udgangspunkt skal du tilmelde dit barn i den/de rækker, der matcher både niveau og alder, så barnet får den bedst mulige oplevelse af at være til stævne. Ved tilmeldingen skal du derfor både være opmærksom på aldersgruppen samt på ratinginddelingen. Man kan altid deltage i rækker over ens egen alder og niveau, men aldrig i rækker hvor ens ratingtal er højere end de angivelser der står i skemaet. Er du tvivl, så tag fat i dit barns klub og få dem til at guide dig igennem første gang.

  • Niveau: Aldersklassernes ratingtal skal sikre, at dit barn bliver matchet i den rigtige gruppe i forhold til niveau. Det vil sige om dit barn eksempelvis skal spille i Puslinge A, B, C eller D. Du kan finde en nem oversigt over alders- og ratinginddelingerne her, hvor du også finder en beskrivelse af aldersinddelingen i bordtennis (puslinge, yngre drenge/pige osv.). Bemærk, at det ikke er tilladt at stille op i lavere rangerende rækker hverken i forhold til alder eller niveau. Til gengæld må man gerne tilmelde en spiller i en ældre aldersgruppe, hvis ratingtallet rækker til det. 
  • På stævneinvitationen er det muligt at se, hvilke rækker der spilles hvornår. Det er vigtigt at være opmærksom på, at spilleren kun kan deltage i én række i hver af de blokke som stævnearrangøren har opdelt stævnet i f.eks. lørdag formiddag, lørdag eftermiddag, søndag formiddag og søndag eftermiddag. 
  • Mere information om stævne- og rating reglementet finder du her.

 

UNDER STÆVNET

1. Ved ankomst til stævnet
Når man møder op til et stævne, melder man som det første sin ankomst. Det foregår som oftest, der hvor man kommer ind i hallen/spillestedet, hvor der vil sidde nogen og krydse af. Gør der ikke det, må man spørge sig frem til, hvor man melder sin ankomst. I stævneinvitationen vil det fremgå, hvor længe inden rækkestart spillerne senest skal melde deres ankomst. Oftest er det 30 minutter før rækkestart. I skal ved ankomst oplyse følgende:

  1. Hvilken række der stilles op i (aldersgruppe, samt niveauinddeling f.eks. Pusling E)
  2. Klubtilhørsforhold
  3. Barnets navn

Dette er nødvendigt, for at stævnearrangøren kan nå at ændre i kampene, hvis nogen ikke skulle dukke op.

2. Dommere, overdommere, bladvender og selvjustits!
Ligesom i badminton er der ved bordtennisstævner ofte ikke dommere ved hvert enkelt bord. Men der er ved de fleste stævner en overdommer, der holder øje med afviklingen af stævnet, og som kan kontaktes, hvis der opstår tvivl omkring regler mm. (Hvis man vil være sikker på at tilmelde sig et stævne med en overdommer, skal man vælge et stævne i DBTU eller Lokalunionsregi, da DGI ikke stiller krav til dommertilstedeværelse). Det betyder, at der ved hvert bord er behov for meget høj selvjustits, og at det forventes, at spillerne selv taler sig til rette i tvivlstilfælde. Børnene er som udgangspunkt rigtig gode til at tale sig til rette, og i mange tilfælde opstår konflikter udelukkende fordi forældrer blander sig i børnenes afgørelser. Så husk at tænke over din adfærd og dit ansvar for en god afvikling af kampene! Af samme årsag, kan det være en god ide kun at tage til stævner, hvor dit barns bordtennisklub har en træner eller en leder med også, da de så kan tage dialogen om spillet.

Ved bordene er der behov for det vi kalder bladvendere. Bladvenderens opgave er, at holde pointtavlen opdateret. Bladvendere er ikke uddannede dommere, men spillere eller forældre, der har påtaget sig en nødvendig opgave for at få stævnet til at flyde til gavn for alle. Vær' opmærksom på, at der til nogen stævner er krav om at spillerne virker som bladvendere. Dette vil oftest fremgå af stævneinvitationen.
Forældrene må være forberedt på at træde til som bladvendere og hjælpere i forhold til resultatformidlingen fra bordet til stævneledelsen. Resultatformidlingen sker via et puljeskema, som du kan se et eksempel på her. Får du denne opgave, men er i tvivl om, hvordan den løses, så sig det til stævneledelsen.

3. Ventetid
Der vil stort set altid være ventetid til stævner – også selvom der er borde ledige og dit barns pulje er færdigspillet! Årsagen er, at der altid indledningsvist spilles i puljer, og at alle puljer skal være afviklet, inden spillerne kan fordeles i et ”cup system”. Hvordan stævnet præcist er opbygget vil fremgå af stævneinvitationen, og stævneledelsen vil ved rækkestart oplyse, hvad der skal til for at gå videre til Cup-systemet.

Vær opmærksom på at ventetiden kan nedbringes, hvis spillerne bliver i det område hvor deres puljekampe spilles. Dermed er de hurtigt klar til næste kamp og kan træde til som bladvendere, sådan at puljerne kan afvikles forholdsvis hurtigt.

4. Regler
Udover kendskabet til pointgivning, hvordan der serves mv., er der selvfølgelig et udvidet regelsæt, som det kan være godt at kende. Reglerne finder du her.

5. God opførsel som spiller!
Det er en god idé, at tale med dit barn om, hvad man kan forvente af ham/hende som spiller. Nedenfor finder du en vejledning til almindelig god opførsel for idrætsbørn:

  • Gør altid dit bedste!
  • Overhold idrættens regler og normerne for fair play i din idrætsgren!
  • Deltag i idræt for din fornøjelses skyld, ikke fordi du skal behage dine forældre eller trænere!
  • Vis respekt overfor alle i hallen - både medspillere, konkurrenter, officials osv.!
  • Lad være med at diskutere med dommere eller andre officials!
  • Vis respekt og vær’ åben og ærlig i forhold til de trænere og ledere, som har ansvaret for dig!
  • Undlad hånende eller nedladende tilråb til eller udtalelser om medspillere og konkurrenter, dommere, andre officials, trænere, ledere eller forældre!
  • Opfør dig overfor andre, som du selv gerne vil have, at de opfører sig overfor dig!

Bordtennis er en sport, hvor dårlig opførsel heldigvis hører til sjældenhederne, men sporten har naturligvis nogle regler for, hvorledes disse sjældne tilfælde håndteres. Advarsler, strafpoint, diskvalifikationer samt disses virkning for spilleren er beskrevet her.

6. Gode huskeråd til dit barn

  • Der skal altid siges tak for kampen ved at give hånd til modstanderen efter kampen.
  • Hånlige udbrud, der er rettet direkte mod modspilleren accepteres ikke.
  • Når den samlede sætscore er lige f.eks. 5-3 (=8) skifter serven.
  • Det er en god ide, at sige scoren højt efter hver færdigspillet bold, for at der ikke undervejs opstår uenighed om scoren.
  • At det er respekt for modstanderne altid at gøre sit bedste. Men husk, at det er børn og at de nogen gange kan have svært ved at håndtere deres følelser. Derfor er det til tider nødvendigt, at et grædende barn får tid til at falde til ro, inden man spiller videre. Det er bare en bordtenniskamp. Det gælder ikke liv eller død.

7. Et sidste huskeråd til dig

Ratingtal og kampresultater er ikke en god måde at blive motiveret på. Hjælp dit barn med at holde fokus på at udvikle sig og have det sjovt med sporten. Tal med dit barn om det, det sker ikke automatisk.

VIDSTE DU…

  • At du kan følge med i DBTU’s arbejde både her på hjemmesiden og på DBTU's Facebook?
  • At DBTU jævnligt afholder trænerkurser for mange niveauer også for forældre, der vil give en hånd med til træning?
  • At DBTU gratis stiller klubkonsulenter til rådighed for alle med interesse for sporten. Du kan kontakte os her.